Frydenlund, tidligere kongeligt landsted i Trørød nord for København. Det første Frydenlund opførtes 1722-26 for Frederik 4.s hustru Anna Sophie af J.C. Krieger; det var en høj ottekantet bygning i bindingsværk, omgivet af en stor barokhave. Svenskeren Carl Adolf Boheman overtog Frydenlund i 1793 og lod huset ombygge til dets nuværende skikkelse: et trefløjet, nyklassicistisk kompleks, hvor man i hovedfløjens halvrunde udbygning aner konturen af det gamle Frydenlund. I 1960 blev der indrettet et forskningscenter i bygningerne.