Gl. Estrup herregårdsmuseum
Gl. Estrup herregårdsmuseum

Gammel Estrup set fra sydøst. Hovedbygningen, som er omgivet af dobbelte vandgrave, rummer Jyllands Herregårdsmuseum; avlsbygningerne bagved huser Dansk Landbrugsmuseum. Foto fra 1990.

.

Gammel Estrup, hovedgård og to museer ved Auning, ca. 20 km øst for Randers. Gården nævnes 1340 og blev antagelig ødelagt 1357 på Valdemar 4. Atterdags foranledning. Den var i slægten Brocks besiddelse til 1625, derefter hos slægten Skeel/Scheel til 1926, som stamhus 1697-1921. På det middelalderlige voldsted omgivet af dobbelte grave i et sumpet engdrag påbegyndtes i 1490'erne opførelsen af en lille firefløjet vandborg. Hovedhuset blev lagt i vest, og af dette er de to nederste stokværk bevaret i den nuværende portfløj.

Faktaboks

Etymologi
Gammel Estrup nævnes 1355 som Æsendorp, 1. led mandsnavnet Æsmund, 2. led -torp 'udflytterby'.

Den senmiddelalderlige nordfløj blev 1748-51 erstattet af en ny i tre etager, tegnet af N.H. Riemann; østfløjen er senere afløst af den nuværende spærremur. I sydfløjen, der ligesom vestfløjens 3. etage samt hjørne- og trappetårne opførtes i begyndelsen af 1600-t. for Eske Brock, ses rester af den senmiddelalderlige sydfløjs sydmur.

Hovedbygningen blev i 1930 indrettet til museum, og landbruget blev solgt fra. Siden har hovedbygningen, der fremtræder i renæssance, rummet den selvejende institution Jyllands Herregårdsmuseum med herregårdsinteriører fra flere perioder. Avlsbygningerne, de ældste fra begyndelsen af 1600-t., erhvervedes 1969 til statsinstitutionen Dansk Landbrugsmuseum, der bl.a. rummer redskaber og maskiner, der belyser udviklingen i dansk landbrug efter år 1700; gennem omfattende nybyggerier er udstillingsarealet siden 1988 forøget væsentligt. Hele det originale anlæg med hovedbygning, avlsgård samt havens to orangerier, opført 1725-26, er fredet.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig