Hvidkilde er en hovedgård 4 km nordvest for Svendborg. Hvidkilde Gods omfatter 2.350 ha, hvoraf 1.500 ha er skov (2017).

Faktaboks

Etymologi
Hvidkilde kendes fra 1374 som Wydhekelde, hvor første led formentlig er gammeldansk with, 'skov'.

Den nuværende trefløjede hovedbygning i barok fra 1742, formentlig af Philip de Lange, ligger på et stensat voldsted, delvis omgivet af vandfyldte grave. Midterfløjen omfatter dele af rigsråd Eiler Rønnows (1500-1565) renæssanceborg fra 1500-tallet. Riddersalen rummer velbevarede, flamske gobeliner.

I den vidtstrakte park, anlagt ca. 1840, spores Johannes Wiedewelts haveanlæg fra 1760'erne. Vandmøllen Røde Mølle i bindingsværk, der ligger i tilknytning til Hvidkilde, rummer ferieboliger.

Hvidkilde tilhørte i 1467 rigsråd og marsk Claus Rønnow. Fra 1725 har den været i slægten Lehn/Ahlefeldt-Laurvig-Lehns besiddelse, 1781-1925 som baroniet Lehn bestående af Hvidkilde, Nielstrup og Lehnskov.

Hovedgården ligger ved det nordøstlige hjørne af den 61 ha store og 1,5-3 m dybe Hvidkilde Sø, hvis afløb mod nord reguleres af en dæmning med sluse. Søen omkranses af en bræmme af træer og har tre skovklædte øer. Hvidkilde Sø er den største af fire søer i den bugtede tunneldal mellem Sørup og Øster Skerninge.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig