Krenkerup. Hovedbygningen er i dag gulkalket, men stod oprindelig i blankmur med røde munkesten.

.

Krenkerup Bryggeri er indrettet i den gamle magasinbygning.

.

Krenkerup hovedbygning.

.

Krenkerup godskontor.

.

Krenkerup, hovedgård på Lolland 3 km sydøst for Sakskøbing. Ved Gøyeslægtens godssamling i 1400- og 1500-t. blev Krenkerup et af landets største godser.

Faktaboks

Etymologi
Navnet Krenkerup kendes fra 1330 som Krenckerop, måske af et mands- eller tilnavn *Krænki, af gammeldansk krank 'syg', og -torp 'udflytterby'.

Den trefløjede hovedbygning ligger på et snævert, rektangulært voldsted omgivet af grave. Et stenhus fra ca. 1490 blev omkring 1510 forlænget for Mogens Gøye, der også lod opføre tre nye fløje, så der dannedes en lukket borggård. Vestsiden forsynedes med hjørnetårne. 1631 blev nordfløjen forhøjet, og et ottekantet tårn tilbygget i sydøst. Sydfløjen nedbrændte 1689 og er aldrig genopført. Hele anlægget blev ombygget i 1780.

I 1731 oprettede Reventlowfamilien et stamhus af Krenkerup, Rosenlund og Nørregård, som i 1815 blev ophøjet til grevskabet Hardenberg-Reventlow efter erhvervelsen af Nielstrup, Sæbyholm og Christiansdal (opløst 1924).

Fra 1815 til 1938 bar Krenkerup navnet Hardenberg. Den er gået ubrudt i arv siden 1300-t., ofte på kvindesiden, og ejes nu af 19. slægtled, som bærer navnet Reventlow-Grinling.

Krenkerup Gods er med sine ca. 3700 ha (heraf halvdelen skov) stadig blandt de største i Danmark. I 2007 grundlagdes et bryggeri, Krenkerup Bryggeri, der er indrettet i en gammel magasinbygning.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig