Egholm, ø i Limfjorden umiddelbart vest for Aalborg; 6 km2, 46 indb. (2014). Den flade ø er dannet af aflejringer fra Litorinahavet og hæver sig kun op til 2 m.o.h, hvorfor den er beskyttet af diger. Midt på øen ligger Egholm By. 1945 opkøbte Aalborg Kommune 17 ha, som delvis blev tilplantet til rekreative formål. Der er færgeforbindelse til Aalborg.