Femø. Den vifteformede markinddeling ved Nørreby på Femø.

.

Femø, ø i Smålandsfarvandet; 121 indb. (2014). Den 11 km2 store moræneø ligger i Lolland Kommune og har færgeforbindelse til Kragenæs på Lolland.

Faktaboks

Etymologi
Navnet Femø nævnes 1231 som Fymø, formentlig af gammeldansk *fim 'skum'.

Øen er tvedelt af en smal øst-vest-gående dal og når i Issemose Bjerg på den sydlige del op i 22 m.o.h. Jorden er frugtbar. Hovedparten af bebyggelsen er samlet i landsbyerne Nørreby og Sønderby på øens midte, begge med et stjerneformet udskiftningsmønster. Et lille sommerhusområde ligger på øens østlige del.

Femø Havn ligger på den vestlige del af øen; lystbådehavnen blev renoveret i 2006.

Kvindebevægelsen holdt i en årrække sommerlejr på Femø, som derved blev et symbol for 1970'ernes feminisme. I 1971 samledes første gang 500 kvinder og 200 børn for at diskutere kvindepolitiske spørgsmål.

Medierne bragte billeder af nøgne kvinder i grupper på Femøs strande eller i store militærtelte i færd med at udveksle erfaringer fra privatlivet, planlægge kampen for ligeløn eller forskningsprojekter om kvindeundertrykkelsen under kapitalismen.

Siden 1970 er der i den første uge af august blevet afholdt festivalen Femø Jazz.

Femø Kirke

Kirken er opført af tegl og kampesten omkring 1500. Udgravede fundamenter antyder en større kirke på stedet. De sengotiske kalkmalerier er fra ca. 1500; korets østvæg er udsmykket af maleren Stefan Viggo Pedersen 1939.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig