Nordby Hede er en 6 km2 stor strandvoldsslette, der ligger på et drag mellem Nordsamsø og småbakkerne ved Stavns Fjord.

Heden består af grusede strandvolde, der når 3-4 m.o.h. og ligger parallelt med østkysten. Den hævede havbund stammer fra en relativ landhævning efter seneste istid og fra Stenalderhavets kræfter. Bølger og havstrømme har aflejret enorme mængder af sand, sten og grus, der i dag danner det flade land. Oprindeligt havde bønderne et ældgammelt privilegium om græsningsret på Nordby Hede, men i 1866 overgav kongen ejerskabet af heden til Brattingsborg Gods. Inspireret af Enrico Mylius Dalgas blev den golde hedejord tilplantet med gran- og fyrretræer.

Bortset fra Mårup Skov i nord indgår Nordby Hede sammen med Stavns Fjord i en fredning fra 1981, i et EF-habitatområde og i et nationalt geologisk interesseområde. Trods denne fredning gav Fredningsnævnet dispensation til grusgravning på en del af heden, bl.a. fordi der ikke var tilstrækkeligt med muligheder for råstofudvinding på Samsø. Tilladelsen blev senere forlænget, og udvindingen fortsatte indtil 2020. I dag er naturområdet genoprettet, og de tidligere grusgrave er forvandlet til smukke søer.

En del af Nordby Hede, den cirka 1 km2 store Østerhede i den sydøstlige del, står i dag som lynghede og helt uden træer. Kommunen står for naturplejen af Østerhede, hvor man ved hjælp af afbrænding og græssende dyr holder vegetationen i bund, så den spirende lyng kan skyde op igen. I 1998 blev Østerhede og øvrige Nordby Hede, Stavns Fjord og Samsø Østerflak en del af Natura 2000-område nr. 55.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig