Årø, 5,7 km2 stor ø i Lillebælt 16 km øst for Haderslev; 160 indb. (2014). Den meget lave ø (0-8 m.o.h.) består af smalle, nord-syd-gående morænerygge med mellemliggende, marintprægede sumpområder. Siden 1960 har øen været sikret med et havdige langs nord- og østkysten. Langs sydvestkysten findes en strandeng og lagunezone. Fra klintekysten mod syd er der udviklet et stadig voksende strandvoldssystem, Årø Kalv, der rækker 2,5 km mod nordøst mod Småholme på Årø Flak. Bebyggelsen er koncentreret i den ældre fisker- og landsby, Årø, i vest; Brummers Gård med stuehus fra 1866 blev fredet i 1989. Desuden findes en husmandskoloni på den sydlige del af øen, hvor der også er en lille sommerhuskoloni.

Faktaboks

Etymologi
Stednavnet kendes fra 1231 som Arø, genitiv af substantivet å 'vand' og ø.

Årø indgår i et EF-fuglebeskyttelsesområde, et EF-habitatområde samt et Ramsarområde. Årø Kalv med omgivelser er et vildtreservat med adgangsforbud april-juli. Den korte færgefart til Årøsund i Sønderjylland muliggør daglig pendling.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig