Besser Rev, en sjælden og kompliceret strandoddedannelse, der som en 5 km lang, smal og lav "mole" skærmer Stavns Fjord på det nordøstlige Samsø. Den er opbygget af sand og sten, som havet har tilført fra syd og fra Samsø Østerflak mod øst, der er tidligere moræner. Den sydlige del af revet, Draget, består kun af en to km lang, smal rullestensstrandvold med en mindre åbning mod fjorden; dette gab forskydes mod syd. Ved Dragets nordende udvider revet sig til et øagtigt parti på 200×200 m, Albuen. Det er dannet af strandvolde både fra nord og syd, og her findes også eng og strandsøer. Nord for Albuen er revet en smal vegetationsdækket barriere, der ender i et 200 m bredt fed, Havnehage. Barrieren tangerer midtvejs den lille cirkelrunde moræneø, Hønsepold, i fjorden. Den er med sin 13 m høje kuppelform helt afvigende fra revet. På Havnehage ses rester af skanser fra krigen mod England 1801-14.

Faktaboks

Etymologi
Stednavnet kendes fra 1424 som Bætzer, Bæstzer, sidste led er ør 'gruset strandbred' (om revet); forled usikkert, måske ordet bede 'græsgang'.

Besser Rev indgår i et EF-fuglebeskyttelsesområde, et EF-habitatområde samt et Ramsarområde og siden 1999 i Stavns Fjord Vildtreservat.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig