Bågø, ø i Lillebælt 5 km nordvest for Assens og en del af Assens Kommune; 6,2 km2; 25 indb. (2014). Øen er delt i tre lave morænebakker af store partier med vådområder; disse har direkte forbindelse til havet, men er delvis sikret mod oversvømmelser af lave diger.

Faktaboks

Etymologi
Stednavnet kendes fra 1200-t. som Bokø 'bøge-ø'.

Det højeste punkt er 8 m. Bågø er overvejende et landbrugssamfund, og øen er ramt hårdt af affolkning. Folketallet er ca. 1/5 af, hvad det var i 1950. Bågø By er en kompakt landsby med firelængede gårde i to rækker midt på øen. Mod sydøst ligger en række husmandssteder, og på sydkysten nogle sommerhuse nær havnen, der har en afdeling for lystbåde. Bågø har færgeforbindelse med Assens. Den fik egen kirke i 1861. Skolen blev i 1989 ombygget til naturskole.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig