Hjelm Fyr, fyr på øen Hjelm i Kattegat, ca. 5 km fra kysten ved Hassensør, sydøst for Ebeltoft, adskilt fra fastlandet af Hjelm Dyb.

Det hvide anduvningsfyr er 18 m højt og opført 1856 på øens højeste punkt, voldstedet Fyrbakken, 45 m.o.h.

Fyret er tegnet af arkitekten N.S. Nebelong allerede i 1847 og blev opført under ledelse af arkitekt Ferdinand Meldahl. Det omgav sammen med en trefløjet bygning med boliger for fyrmester og øvrigt personale med familier en lukket gård.

Fyrbygningerne, bortset fra tårnet, blev nedrevet i 2007, og tomten benyttes nu som helikopterlandingsplads.

Fyret blev automatiseret, da den sidste fyrmesterfamilie forlod fyret og øen i 1969. Det styres af en computer, som står i radioforbindelse med det bemandede Fornæs Fyr, nord for Grenaa.

Flammehøjden er 61 m.o.h., og fyrkarakteren er 8 sek. lange blink med lige så lange pauser. I 2004 blev energikilden ændret fra dieselgenerator til solceller, og lyskilden er en 1000 W glødelampe. Linsen er den oprindelige fresnellinse, og lyset er — afhængigt af retningen — hvidt, grønt eller rødt.

Se også fyr og farvandsafmærkning.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig