Ejegod Mølle, vindmølle i den nordlige udkant af Nykøbing Falster. Møllen er en ottekantet hollandsk mølle med galleri. Den står på en sokkel af mur og kampesten, og undermøllen op til galleriet er i grundmur og brædder på klink, mens overmøllen er tækket med spåner ligesom den løgformede hat. Vingerne er sejlførende og krøjer (drejes op mod vinden) manuelt.

Ejegod Mølle blev opført i 1816 som kornmølle til den nu nedrevne gård Ejegod af gehejmelegationsråd Michael Classen, en fætter til stifteren af Det Classenske Fideikommis J.F. Classen på Frederiksværk Krudtværk. Det stråtækte møllehus (møllerboligen) takseredes til brandforsikringen i 1817 sammen med den meget store mølle, og huset, der efter nogle års forløb udvidedes, står stadig og rummer siden 2010 et legetøjsmuseun. Magasinbygningen med stråtag, der ligger i syd tæt ved møllen og over for boligen, vurderedes først i 1830.

Møllen blev drevet af forpagtere, og blandt dem var Jens Nicolai Jappe, i hvis slægt der var mange møllere, bl.a hans bror Lars Peter, der gav navn til en nu nedrevet mølle og en gade i Nykøbing Falster. Men kendt på internettet er Jens Nicolai som: "mølleforpagter på Ejegod Mølle, klaverspiller". Allerede i hans tid begyndte det at gå ned ad bakke for møllen - måske fordi Nykøbing Falster fik en dampmølle allerede i 1856 - selv om han indrettede et meludsalg, der fortsatte langt op i tiden. Til sidst ebbede mølleriet helt ud, og i 1936 blev Ejegod med mølle overtaget af Nykøbing Falster Kommune. Møllen blev istandsat i 1939, da den skulle bevares som byens vartegn, men den forfaldt igennem de næste mange år. Et borgerkrav førte til restaureringsarbejder i 1960´erne og 70´erne, efter at møllen var blevet fredet i 1964, men derefter forfaldt møllen igen. I 2002 dannedes et møllelav, der som Ejegod Møllelaug fik overdraget møllen. Senere har det også overtaget de to andre bygninger, og i 2007 gik en egentlig renovering endelig i gang. Denne, der sker i 3 etaper, skal gøre møllen funktionsdygtig, og vil være afsluttet i 2011.

Adressen er Ejegodvej 4, Nykøbing F

Møllens hjemmeside

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig