• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Danmark - indre farvande

Oprindelig forfatter EBuch Seneste forfatter sthornval

De indre danske farvande (Skagerrak, Kattegat og Bælthavet) udgør et fladvandet overgangsområde mellem den oceanisk påvirkede Nordsø og den kontinentalt prægede Østersø.

Udvikling

Havbunden i de indre danske farvande har en uregelmæssig topografi, formet af istidens gletsjere og havet. I istidens sidste fase bredte en række gletsjerfremstød sig fra sydøst op gennem bælterne idet hvert fremstød efterlod morænemateriale der siden havets indtrængen har præget havbunden med en lang række tværgående rev og grunde, fra Djursland i nord til Gedser i syd. Et smalt, uregelmæssigt løb med dybder over 20 m forbinder gennem Storebælt Kattegat og Østersøen. Lillebælt har et endnu mere indviklet forløb med en tærskeldybde på knap 20 m, og Øresund "blokeres" allerede ved Drogden, hvor dybden kun er 8 m.

Dynamiske forhold

De ujævne bundforhold, ofte med snævre forgreninger, hindrer en effektiv gennemstrømning og opdeler havbunden i talrige bassiner, i hvilke sedimenter bundfældes, herunder spildevandets indhold af forurenende slam. Især i varme somre har omfattende iltsvind derfor været et tilbagevendende fænomen.

Østersøen har stor tilførsel af ferskvand, hvilket forårsager en stærk udadgående brak overfladestrøm igennem de indre danske farvande; samtidig transporterer strømmen i bundlaget saltholdigt vand fra Nordsøen mod Østersøen. Grænsen mellem de to vandmasser kaldes springlaget. På grund af friktion vil der foregå en vis blanding mellem de to lag, hvorved saltholdigheden i overfladevandet øges fra Østersøen mod Nordsøen, og saltholdigheden ved bunden aftager på vejen mod Østersøen. Denne tolagsstrømning er dog ret følsom over for påvirkninger fra vinden.

Under kraftige vindpåvirkninger kan der opstå store vandstandsforskelle mellem Kattegat og den vestlige del af Østersøen (±0,8 m) pga. vindens sammenpresning af vandmasserne (vindstuvning). Derved skabes en overfladehældning der resulterer i en samlet vandtransport mod nord eller syd afhængig af vindretningen. Strømhastigheden øges og kan fx i Bælthavet komme op på ca. 2 m/s. Vandstandsforskelle forårsaget af tidevand (tidevandsamplitude) er størst ved grænsen til Nordsøen (1-2 m) og mindst ved Østersøen (0,1 m).

Temperaturforholdene er styret af varmeudveksling med atmosfæren, hvorfor den gennemsnitlige overfladetemperatur svinger mellem 0-2 °C i februar og 18 °C i august, mens bundtemperaturen er henholdsvis ca. 4 °C og 12 °C.

Sejlads

Storebælts dybe rende benyttes af hovedparten af de skibe med dybgang over 10 m der passerer danske farvande; trods afmærkning fra Hatter Rev til Langelandsbæltet anbefales lods.

Før dampskibenes tid tillod sejlskudernes beskedne dybgang anløb af næsten enhver dansk kyst, men da dybgangen oversteg de 5 m, måtte selv de fleste købstadshavne uddybe deres sejlløb. Den traditionelle fjordhavn er lavvandet, mens sundhavne som Aalborg, Fredericia, Svendborg og Stigsnæs er dybe og "selvrensende" pga. deres placering tæt ved dybe render, hvor strømmen er stærk. Med skibenes øgede tonnage og dybgang blev også kajdybder på 10 m for små i løbet af 1960'erne, og især raffinaderier og elværker måtte anlægge dybvandshavne, fx Stigsnæs ved Storebælt med Danmarks største kajdybde (18 m).

Læs mere om Danmark.



    • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

    • Kommentar til redaktionen Vedr. Danmark - indre farvande Marker den cirkel
      Send kommentar


  • Copyright

    Denne artikel må du ...

  • Kilde

    Denne artikel stammer fra:
    Leksikon

  • Historik
  • Ekspert

    KBcke