Thyborøn Kanal, i baggrunden ses Agger Tange.

.

Thyborøn Kanal, farvand mellem Agger Tange og Harboøre Tange, der udgør Limfjordens udmunding i Vesterhavet ved Thyborøn.

Den ca. 1 km brede kanal opstod ved en stormflod i 1862 og er siden 1875 fastholdt ved kystsikring som søvej mellem Nordsøen og Limfjorden til afløsning for den nordligere Aggerkanal.

Mens Thyborøn Kanal på havsiden ikke er udsat for tilsanding og har en garanteret dybde på 6 m ind til Thyborøn Havn, medfører en omfattende sandvandring ved vestenstorm tilsanding på fjordsiden, hvor det sydgående Sælhundeholmsløb holdes uddybet til 4 m.

Pga. vanskeligheder med kystsikring dømte en kommissionsbetænkning i 1942 Thyborøn Kanal til lukning; det daværende Landsting vedtog dog først en lov derom i 1946, og denne blev ophævet i 1970 uden at der var taget skridt til lukning.

Der er færgefart over Thyborøn Kanal mellem Thyborøn Havn og Agger Tange.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig