Bovbjerg kyst med kystsikring i form af betonklodser. Foto fra 2002.
Bovbjerg, bakke af moræneler på Jyllands vestkyst. Bovbjerg ligger 12 km sydvest for Lemvig og er indtil 41 m høj, ca. 5 km lang. Ved havets nedbrydning — godt hjulpet af nedsivende vand — er der dannet en stejl klint mod havet. Bovbjerg strækker sig fra Ferring i nord til Trans i syd og har siden 1909 været sikret mod yderligere nedbrydning ved høfder da den er støttepunkt for Harboøre Tange mod nord og Bøvling Klit mod syd. På bakkens højeste punkt står det 26 m høje rødkalkede Bovbjerg Fyr som i dag er et yndet møde- og udflugtssted for egnens befolkning og turister.
| Stednavnets første led er gammeldansk boghi 'bue', dvs. 'den buede, krumme bakke'. |
Set fra stranden giver Bovbjerg et indblik i sidste istids voldsomme formning af landskabet. Isbræens hovedstilstandslinie øst-vest gik her mellem Bovbjerg Fyr og Trans Kirke, og man kan her som det eneste sted i Danmark se overgangen mellem morænens stenblandede lerlag og hedeslettens sand- og grusaflejringer. Neden for skrænten finder man talrige udvaskede ledeblokke fra Nordskandinavien, ikke mindst rhombeporfyr og larvikit fra Norge og kinnediabas fra Midtsverige.
Parallelt med adgangsvejen til fyret, nærmere kysten, ses resterne af et gammelt tipvognsspor, benyttet ved høfdebyggeriet i begyndelsen af 1900-tallet. Allerede i 1875 var man på initiativ af fyringeniør C.F. Grove begyndt at bygge høfder nord for Ferring, og fra 1909 byggedes høfder mod syd til Fjaltring. I Ferring by, tæt ved skrænten, lå en stor støbeplads, med Vandbygningsvæsnets (nu Kystdirektoratets) røde træhuse. I et husene er indrettet det publikumsbetjente Bovbjerg Minimuseum med plancher om Bovbjergs geologi og kulturhistorie. Flere af de øvrige bygninger er nu blevet til sommerhuse.
Bovbjerg. Klinten syd for fyret, set fra nord. Foto fra 2010.
Bovbjerg kan opleves til fods fra den brede forstrand og oven for skrænten ad det tidligere tipvognsspor, en del af Vestkyststien, som mellem fyret og Trans Kirke er forbeholdt gående og cyklende.
Mellem fyret og kystskrænten ligger en oldtidshøj, Hesthøj, med en obelisk, rejst som minde for besøg af Frederik 6. i 1826 og 1830. Lidt nord for fyret blev i 1902 rejst en mindestele for reformpolitikeren Christen Berg, født i den nærliggende landsby Fjaltring.
Umiddelbart nordvest for fyrtårnet står Erik Heides skulpturgruppe Hyrden (2006), opstillet 2008.
Bovbjerg Fyr.
Det 26 m høje fyrtårn står på Bovbjergs højeste punkt, 41 m.o.h. Flammehøjden er 62 m, og linsen den originale franske Fresnellinse. Fyrkarakteren er to blink pr. 15 sek. Lyskilden er mange gange forandret; i dag er den en 300W halogenlampe. Lyset ses i klart vejr på op til 16 sømils afstand ... Læs videre om Bovbjerg Fyr.
| Find Lydbøger hos Storytel | Find bøger på bogpriser.dk | Studiebøger på pensum.dk | E-bøger hos g.dk | ||||
Mindestøtten for Christen Berg står på Bovbjergs næsthøjeste punkt få hundrede meter fra fyret. Indskriften "Gaa aldrig paa Accord med Uretten" var Bergs motto. Foto fra februar 2010.
Du kan bidrage til denne artikel. Log ind her
© Gyldendal 2009-2013 - Powered by MindTouch Deki