Filsø, Fiilsø, genskabt sø syd for Henne i Vestjylland, 16 km nordvest for Varde; ca. 915 ha. Med undtagelse af det nordøstlige hjørne, Fidde Sø, og et mindre område i den sydlige del, Søndersø, var søen helt udtørret indtil 2012. Det 20-25 km2 store bassin er adskilt fra Vesterhavet af et 2-3 km bredt klitbælte, der hviler på gamle havaflejrede tanger. Bunden ligger 2 m.o.h., og søen har afløb til Henne Å.

Faktaboks

Etymologi
Stednavnet kendes fra 1541 som Filsøø, 1. led af uvis oprindelse, 2. led -sø.

I 1848 købte godsejerne A. Tranberg og K. Knudsen søen og vandmøllen ved Henne Å og begyndte en gradvis tørlægning. Som Jyllands største sø på 2185 ha i 1852 svandt søen ind til omkring 750 ha, og med støtte i Landvindingsloven blev udtørringen intensiveret og fuldendt 1940-47. Den frodige jordbund som fremkom, var domineret af gytje og gav mulighed for korn- og frøavl.

Området er i 1990'erne blevet et internationalt fuglebeskyttelsesområde. Den ca. 1,5 km2 store Fidde Sø blev sammen med et omliggende eng- og sumpområde fredet i 1958. I 1994 blev vandstanden hævet, og søen udvidet ved et EU-støttet naturgenopretningsprojekt.

I 2010 blev 2320 ha af området solgt til Aage V. Jensen Naturfond, der har genskabt ca. 915 ha af søen med en dybde på op til 3 m. Dermed er den Jyllands næststørste ferskvandssø (efter Mossø) og Danmarks sjettestørste. Fidde Sø indgår ikke i den nye Filsø. Det genskabte naturområde omfatter også enge, moser, vandhuller og klithede omkring søen samt rævesikre holme i søen, og offentlighedens adgang er sikret, bl.a. ved at den eksisterende vej hen over søen er hævet, og der er anlagt cykel- og gangstier og bygget fugleobservationstårne.

Den delvise genopretning af Filsø blev påbegyndt i sommeren 2012, og den officielle indvielse skete den 7.10.2012, da diger var brudt ned, afvandingskanaler fyldt op, pumpestationer sat i stå, og vandet begyndte at strømme ind. Søens nye vandspejl var etableret efter en uges forløb.

Den nye Filsø giver mange muligheder for fuglelivet, ikke mindst gæs og svømmefugle, som pga. den lave vanddybde har let ved at finde føde. Også rovfugle som havørn har fundet fortrinlige livsbetingelser. Mange vandplanter har tidligt etableret sig i søen, og det giver håb om en kommende god fiskebestand.

Filsøs hjemmeside: http://www.avjf.dk/avjnf/naturomrader/filso

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig