Flynder Å, vandløb i Vestjylland. Med sine tilløb, deriblandt Dride Å, afvander åen den østlige del af smeltevandssletten syd for Lemvig.

Faktaboks

Etymologi
Navnet Flynder Å kommer af sognenavnet Flynder, ca. 1325 Flundæræ, måske af *flundra 'fladt område, flade'.

Fra sit udspring nord for Fabjerg løber Flynder Å i en 100-250 m bred og 5 m dyb dal mod syd og passerer mellem Kronhede Plantage og Klosterhede Plantage gennem bl.a. Møllesøen til Bækmarksbro. Herfra strømmer den i store slyngninger mod vest gennem Tangsø, Indfjorden og Færgen til Bøvling Fjord.

Flynder Å er kendt for den første - og vellykkede - udsættelse af bævere i Danmark (1999) da der blev udsat seks familier med i alt 18 bævere. Bestanden er nu på over 200 individer (2016) der har spredt sig over et større område og er med til at præge landskabet, idet bæverne bygger dæmninger og fælder træer.

Flere steder langs åen, bl.a. i Klosterheden og ved Bækmarksbro, er der anlagt stier hvorfra man kan studere bævernes aktivitet.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig