• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Gårdbo Sø

Oprindelig forfatter HKuhl Seneste forfatter MHansen

Gårdbo Sø, tørlagt klitstrandsø i den sydlige del af Skagen Odde ca. 5 km vest for Ålbæk; ca. 5 km2. Under Litorinahavets opbygning af Skagen Odde blev en del moser og søområder afspærret mellem de klitdækkede krumodder ved Tannis Bugt og rimme-doppe-systemet ved Ålbæk Bugt. Den lavvandede Gårdbo Sø lå i 1500-1700-t. som en oase i den sandflugtshærgede egn, men i 1854 uddybede lokale lodsejere søens afløb, Knasborg Å; dog var en efterfølgende udtørring ineffektiv. 1880-82 lykkedes det en ny ejer at tørlægge søen helt. Han oprettede Gårdbogård øst for søarealet, hvis frugtbare jord først blev udnyttet til jersey-kvæghold, senere til korn- og frøavl.

Den tidligere sø ligger dels i Frederikshavn Kommune, dels i Hjørring Kommune.

I 2012 søgte Frederikshavn Kommune at opstille 11 vindmøller af hver 3 MW og totalhøjde 130 m i det tidligere søområde. Planerne har mødt modstand i bl.a. Danmarks Naturfredningsforening og Dansk Ornitologisk Forening, dels fordi naturoplevelsen af Skagen Odde vil blive forringet, dels af hensyn til områdets værdi for furagerende trækfugle, og endelig fordi det vil være en hindring for en ønsket genskabelse af søen.