Grene Sande, indsande i Gyttegård Plantage 8 km sydøst for Grindsted i Midtjylland. Det er en del af Billund Indsander, en rest af et større flyvesandsområde på den sydlige del af Grindsted Hedeslette, dannet under sandflugt i slutningen af og i perioden efter sidste istid. Med tiden er her formet en parabelklit, der vender benene mod vest. Det sydlige ben er dæmpet af vegetation. Det nordlige ligger endnu som et 400 m langt og op til 100 m bredt klitlandskab. 160 ha, som omfatter Grene Sande, Ørnsbjerg og Præsteflod, er fredet 1967.