Hørning, by i Jylland 15 km sydøst for Aarhus; 7750 indb. (2017). Byen var 1962-2006 administrationscentrum i Hørning Kommune og er nu en del af Skanderborg Kommune.

Faktaboks

Etymologi
Navnet Hørning nævnes 1330 som Hørning, 1. led af gammeldansk horn, om bakkefremspring, 2. led -inge.

Hørning er opstået som stationsby på Den Jyske Længdebane 1868 og har siden 1960 seksdoblet sit indbyggertal. Erhvervsbyggeriet er foregået mellem hovedvejen Aarhus-Skanderborg - rute 170 - og jernbanen med en alsidig sammensætning af virksomhederne, de største inden for træ- og møbelindustri.

Hørning Kirke fra 1150-1200 blev gennemgribende renoveret i 2004-05 og har udsmykninger af alterparti og orgelpulpitur af kunstneren Erik Heide. Blandt kirkens klenodier er et røgelseskar fra omkring 1200.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig