Harboøre Tange, 10 km lang sandtange der sammen med den nordligere Agger Tange skiller Nissum Bredning (Limfjorden) fra Vesterhavet. De to tanger gennembrydes af Thyborøn Kanal. Syd for denne ligger havnebyen Thyborøn der siden 1920'erne er vokset frem bag diger. Harboøre Tange er mod havet beskyttet af 30 store høfder af kampesten og cementblokke; anlæggelsen af disse påbegyndtes 1885. Havklitten er forstærket med beton og støttes af et 7 m højt dige. Som yderligere beskyttelse fodres stranden med indpumpet sand. Bag diget ligger fredede strandenge og søer, der i øst afgrænses af et tilbagetrukket beskyttelsesdige fra 1950'erne med jernbane, Lemvigbanen, og statsvej forbi halvøen Rønland med fabrikken Cheminova til Thyborøn.

Før 1800 var tangen del af en sammenhængende, men ustabil forbindelse mellem Ferring og Lodbjerg, men i 1825 brød havet igennem, og siden 1862 har staten, ved Kystdirektoratet, holdt Thyborøn Kanal åben for gennemsejling og sikret kysten der her er rykket 1,5 km tilbage igennem 1800- og 1900-t. Det meste af Harboøre Tange er et fredet naturområde der tillige med omgivende vandarealer er udpeget som Ramsarområde og EF-fuglebeskyttelsesområde. Det gamle jernbanespor midt gennem området på langs af tangen er nu en del af Vestkyststien og er forbeholdt cyklende og gående.

Cheminovas forurening ved Harboøre Tange var en af 1980'ernes store forureningssager. Spildevandsudledning i Nissum Bredning, luftforurening, affaldsdepoter ved Vesterhavet (Høfde 42) og forurenet jord ved virksomheden gav alvorlige miljøproblemer, hvoraf nogle er løst, mens der ved Høfde 42 endnu ikke er ryddet op.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig