Hjarbæk Fjord, 12 km lang og indtil 5 m dyb sydlig forgrening af Limfjorden. Byen Hjarbæk ligger ved bunden af fjorden 10 km nordvest for Viborg. Den buede fjord har store tilløb fra Simested Å, Skals Å, Fiskbæk Å og Jordbro Å og har ved Virksund kun en smal forbindelse til Lovns Bredning og dermed Limfjorden.

Faktaboks

Etymologi
Området kendes 1440 som Hiardbeck, 1. led af hjord 'kvægflok'.

Efter anlæggelse af Virksunddæmningen i 1966 for at beskytte ådalenes store engdrag mod oversvømmelse blev vandet i Hjarbæk Fjord fersk, og i løbet af få år blev det forurenet af fosfor og kvælstof. En stor algeproduktion gjorde vandet uklart. Et mudderlag på bunden blev levested for uhyre mængder af dansemyggelarver, op til 30.000 pr. m2, og resulterede i store sværme af dansemyg om sommeren.

I 1991 begyndte man derfor at lukke saltvand ind. Dette fortrængte ferskvandet fra bunden, og dansemyggene forsvandt. En fjordfauna begyndte igen at vandre ind, men fjorden er stadig forurenet. Mængden af fosfor i tilløbene er reduceret, men det frigøres fra bundens mudder hvor der næsten altid er iltmangel. Denne forstærkes i nogle perioder af vandets lagdeling i et fersk og et salt lag, det tunge saltvand nederst. Bundfaunaen er fattig og dermed et ringe fødegrundlag for fugle og fisk.

Hjarbæk Fjord er vildtreservat for trækfugle, EF-fuglebeskyttelsesområde samt EF-habitatområde.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig