Hjerting, nordvestlig bydel i Esbjerg; 7289 indb. i sognet (2011). Hjerting var oprindelig fiskerleje og ladeplads for Varde og ligger ved Hjerting Løb, der forbinder Varde Å og Ho Bugt med Grådyb. Hjerting var en af Vestkystens få besejlede og næsten altid isfrie ladepladser. 1849-52 var der dampskibsforbindelse til England med eksport af flæsk og kvæg. Denne eksport og et kutterfiskeri blev efter 1900 overtaget af Esbjerg Havn. En del af den gamle bebyggelse ved kystvejen trues ved stormfloder. De store parcelhuskvarterer, der er opført efter 1960, ligger på de højere moræneaflejringer ud mod kysten med udsigt til halvøen Skallingen og den ubeboede ø Langli.

Faktaboks

Etymologi
Stednavnet kendes fra ca. 1325 som Hirting, 1. led 'hjort', 2. led -inge.

Hjerting Kirke, tegnet af arkitekt Alan Havsteen-Mikkelsen og med inventar af billedhuggeren Robert Jacobsen, er indviet 1992.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig