Hviding Kirke.

.

Hviding, by i Sønderjylland 6 km syd for Ribe. Dobbeltbyen Egebæk-Hviding har 1182 indb. (2010). Den er udviklet som grænsestation mod Tyskland efter 1864 og til genforeningen 1920. Ribe-Egebæk-banen åbnede i 1887, hvorved der skabtes forbindelse med den tyske Heide-Husum-Tønder-Hviding-bane. I 1920 indrettedes et hospital i de gamle told- og stationsbygninger.

Faktaboks

Etymologi
Stednavnet kendes fra 1231 som Hwityngheret, 1. led 'hvid' og -inge, 2. led 'herred'; om sandede arealer.

Ud for kysten ved Hviding var der gennem middelalder og nyere tid ladeplads og havn for Ribe ved sandbanken Hviding Nakke. I 1600-t. blev tusindvis af okser udskibet her.

Hviding Kirke

Hviding Kirke ligger 3 km sydvest for byen nær Gammel Hviding, en gårdrække langs marskranden. Af den oprindeligt anselige kirkebygning står kun den romanske apsis, kor og skib tilbage. Skibets vestforlængelse, der blev bygget senere, flankeredes i 1200-t. af to tårne som senere styrtede sammen; det blev i 1743 udstyret med et malet træloft. Kirken gennemgik en omfattende restaurering 1907-13. Den sengotiske altertavle fra 1520'erne har stor ikonografisk lighed med Claus Bergs altertavle i Odense. Et sengotisk sidealter med Anna Selvtredje stammer fra slutningen af 1400-t. Ved kirken blev der 1986-95 udgravet en større gård fra vikingetiden.

Kirkens hjemmeside

Se også kort, foto m.m. på www.korttilkirken.dk

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig