Esbjerg Havn.

.

Svend Wiig Hansens skulptur "Mennesket ved Havet" står ved Sædding Strand nord for Esbjerg Havn. Den er 9 m høj og støbt i hvid beton.

.
.

Esbjerg. Dansk landbrugseksport fra Esbjerg Havn, ca. 1914. Havnearbejdere laster svinekroppe ved Englandskajen i Esbjerg.

.

Kongensgade i Esbjerg o. 1905.

.

Esbjerg-platten fra byens 50-års jubilæum. Foto: Hans Christophersen.

.

Svend Wiig Hansens skulptur "Mennesket ved Havet".

.

Svend Wiig Hansens skulptur "Mennesket ved Havet".

.

Treenighedskirken, Esbjerg.

.

Esbjerg, by i sydvest-Jylland ved Vadehavet, Danmarks femtestørste; 72.261 indb. (2017). Esbjerg er handels- og regionscenter med en alsidig industri, der har sit tyngdepunkt inden for energi og offshore-firmaer i forbindelse med havnen. Siden midten af 1970'erne har havnens funktion som base for de danske olie- og naturgasfelter i Nordsøen og som base for udskibning af produkter i vindmølleindustrien skabt mange nye arbejdspladser.

Faktaboks

Etymologi
Navnet Esbjerg nævnes 1502 som Eysbergh, 1. led måske af Æsi 'den svulmende', gammelt navn på farvandet mellem Esbjerg og Fanø, 2. led -bjerg.

Havnen er desuden en vigtig trafikhavn, der konkurrerer om fragt med Aarhus, Göteborg, Hamburg og Rotterdam. Havnen er base for to store vindmølleparker på Horns Rev, og fra havnen er der desuden færgeforbindelse til NordbyFanø, som er en selvstændig kommune.

University College Syddanmark (UC Syd) har hovedsæde i Esbjerg og er Esbjergs største uddannelsesinstitution. Syddansk Musikkonservatorium, der er en fusion af Vestjysk Musikkonservatorium og Det Fynske Musikkonservatorium, har en afdeling i byens gamle elværksbygning. Desuden ligger både en afdeling af Syddansk Universitet og en afdeling af Aalborg Universitet i Esbjerg.

Esbjerg er ud over jernbanerne forbundet med omverdenen af bl.a. motorvejen E20 og primærruterne 12 (mod nord), 30 (mod nordøst) og 24 (mod syd). 5 km nordøst for byen ligger Esbjerg Lufthavn.

Indtil midten af 1970'erne var havnen domineret af fiskeri og følgeindustri (fiskemel og -konsum) og landbrug (korn og foderstoffer). En stor del af beskæftigelsen var da knyttet til eksport af landbrugsprodukter og stykgods. Før 2014 var der færge til Harwich nord for London.

Byen opstod i tilknytning til havnen, og befolkningstallet voksede hurtigt, ikke mindst efter at der i 1874-75 kom jernbane til byen – mod øst til Lunderskov (Kolding) og det øvrige banenet, mod nord til Varde, Ringkøbing og Holstebro og mod syd over Bramming til Ribe.

I 1893 blev Esbjerg en selvstændig kommune (Esbjerg Ladeplads) og fik købstadsrettigheder i 1899. Jerne Sognekommune blev indlemmet i købstadskommunen i 1945. I forbindelse med byens vækst anlagdes mange offentlige institutioner og virksomheder, fx rådhus (1891), gas- og vandværk (1896) og elektricitetsværk (1907). Tidligt oprettedes en del skoler, fx teknisk skole (1883), handelsskole (1890), gymnasium (1907) og seminarium (1950). I Arbejderhøjskolens bygninger (1910) er nu hotel, Esbjerg Conference Hotel.

I Esbjerg var modstanden mod besættelsesmagten under 2. Verdenskrig særlig voldsom med sabotageaktioner, strejker og efterfølgende repressalier fra tysk side.

Bybillede

Esbjerg fik sin første byplan omkring 1870 med Kongensgade og Torvegade som to vinkelrette akser med karrébebyggelse og lige gader. Indtil 1920 voksede byen hurtigt, især mod nord, og siden 1960 har forstæderne Sædding og Hjerting mod nordvest og Rørkjær og Kvaglund mod øst taget form. Havneområdet er præget af lagerbygninger, kølehuse, store opmarch-arealer for containere til ro-ro-drift samt offshore-firmaer.

Byens ældre bygninger er opført i historiske stilarter: på Torvet omkring Ludvig Brandstrups rytterstatue af kong Christian 9. (afsløret 1900) ligger det gamle rådhus, tegnet af H.C. Amberg, Den Danske Bank (1897, arkitekt C.H. Clausen) og posthuset (1908), hvor arkitekten Ulrik Plesner har arbejdet med en personligt præget gotik. Vandtårnet i Byparken ved havnen er bygget i 1897 som et gotisk tårn, og banegårdsbygningen fra 1904 er tegnet af H. Wenck.

Esbjerg rummer talrige kirker. Med indlemmelsen af Jerne Sognekommune blev den middelalderlige Jerne Kirke byens ældste. Vor Frelsers Kirke blev indviet i 1887, Zionkirken i 1914. Treenighedskirken fra 1961 var den første af en række markante nye kirkebygninger som Grundtvigskirken (1969), den katolske Sankt Nikolaj Kirke (1969, J.O. von Spreckelsen), Sædden Kirke (1978, Inger og Johannes Exner) samt Hjerting Kirke (1992, Alan Havsteen-Mikkelsen).

I Byparken indviedes i 1962 Kunstpavillonen, der rummer Esbjerg Kunstmuseum; Kunstpavillonen sammenbyggedes 1996 med et musik- og teaterhus, Musikhuset Esbjerg, tegnet af Utzon Architects. I 1968 åbnede Fiskeri- og Søfartsmuseet i karakterfulde bygninger af Halldor Gunnløgsson og Jørn Nielsen. Esbjerg Museum, hvis samlinger oprindelig åbnede 1941, omfatter en betydelig oldsagssamling og bl.a. et bogtrykmuseum; s.m. Den Antikvariske Samling i Ribe udgør det fra 2008 Sydvestjyske Museer.

Byens nye rådhus, tegnet af Jens Sottrup-Jensen, blev fuldført i 1970. Esbjerg har flere biblioteker, centralsygehus, sygeplejeskole og mange andre specialskoler. Arbejderhøjskolen flyttede i 1955 til nye bygninger og fik navnet Esbjerg Højskole.

Se også Esbjerg Kommune.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig