Lemvig, hovedstrøget Vestergade i juleantræk. I baggrunden ses spiret af Lemvig Kirke. Foto: 2010.
Lemvig, by i Hardsyssel, Vestjylland; ca. 30 km nordvest for Holstebro; 7131 indb. (2012). Lemvig er smukt beliggende på en tange mellem Lem Vig og Lemvig Sødal som tilsammen danner en tunneldal der munder ud i Nissum Bredning, den vestligste del af Limfjorden.
Mod øst og vest er byen omkranset af høje bakkelandskaber som byen i de sidste hundrede år har bredt sig op over, først mod vest til jernbanestationen, senere mod øst hvor den i 1960'erne er vokset sammen med Nørlem. Nye kvarterer fra efter 1970 findes mod nordvest og øst. Et erhvervsområde ligger ved omfartsvejen mod sydvest.
Byen har siden 1879 haft jernbaneforbindelse, og rute 28 udgår fra Lemvig.
| Lemvig kendes fra 1234 som Læmwich 'vigen ved Lem', nu Nørlem, se Lem- |
Lemvig. Sydsiden af Torvet.
Byen er vokset op ved havnen, og ved Limfjordstangens gennembrud 1825 blev der skabt ny udvikling. Havnen blev udvidet 1855-57, og 1903-07 blev fiskerihavnen for havgående kuttere bygget. I dag er kun få kuttere hjemmehørende her. Havneområdet oversvømmes ved vindstuvning i Limfjorden.
Lemvig har været hærget af adskillige brande i tidens løb, og byens huse er ikke imponerende af alder. Det middelalderlige gadenet er dog stort set bevaret. Midt i byen, midt på Torvet, ligger Lemvig Kirke, den eneste ældre kirke i byen. Herfra udgår Vestergade og Østergade, byens hovedstrøg, som nu er gågader.
Lemvig Havn og Lem Vig set fra Vesterbjerg. Marts 2010.
I Lemvig findes fiske-, møbel- og metalindustri. Kystdirektoratet - tidligere Kystinspektoratet - har siden 1973 til huse i byen der foruden gymnasiale uddannelser og sygehus rummer Lemvig Museum, oprettet 1931, med bl.a. digteren Thøger Larsens arbejdsværelse og en samling af Niels Bjerres og Kristen Bjerres malerier. Fra museet udgår Planetstien, en model af Solsystemet i målestok 1:1 mia., og Skulpturstien med 54 værker af den lokale stenhugger Torvald Westergaard. Ved Strandvejen på vestsiden af vigen ligger Museet for Religiøs Kunst (1994).
Lemvig er hovedby i Lemvig Kommune som i 2007 blev sammenlagt med Thyborøn-Harboøre Kommune.
Lemvig. Vestjysk Bank på Torvets østside.
Lemvig Kirke, fra 1760 kaldet Vor Frue Kirke, fremtræder som en gotisk korskirke, men en ældre romansk kirke fra 1200-1250 er påvist på stedet. Kirken blev ved en gennemgribende restaurering og ombygning 1933-35 ændret til sit nuværende udseende med det karakteristiske kuppelspir. Kirken rummer et rigt inventar i rokoko og et krucifiks fra formentlig før 1300. Kirkerummet er præget af Bodil Kaalunds bemalinger af altertavle, prædikestol, pulpiturer, mm.
Lemvig. Den Gamle Toldbod, Havnegade.
Lemvig nævnes første gang i 1234 i et brev af Valdemar 2. Sejr. Det er uvist, hvornår byen fik købstadsrettigheder, men der kendes et seglstempel med indskriften "Sigillum senatorum de Leemvvig" fra ca. 1300. I året 1479 - eller kort tid før - brændte byens rådhus, og så godt som alle byens dokumenter gik tabt. 1499 fornyedes købstadsrettighederne, og fra dette år kendes navnet på en borgmester, Per Smed. En ny katastrofe indtraf i 1684: "På to timers tid den ganske by opbrændte" som præsten Peter Hemmet skrev. Byen har gennem middelalderen været lille af udstrækning, og i 1760'erne var der kun 232 personer over 12 år. 1801 taltes 375 indbyggere.
Lemvig. Golfbanen og Hotel Nørre Vinkel.
Byens udvikling har været præget af det markedsorienterede opland. I 1851 byggede et aktieselskab af byens købmænd og proprietærer fra oplandet en skibbro, ligesom privatbanen Vemb-Lemvig, Lemvigbanen blev anlagt 1879 med henblik på eksport af kreaturer og fisk til Storbritannien og Tyskland ad den vestjyske længdebane.
|
Lemvig er bl.a. kendt som model for Henning Gantriis' tegneserie "Livets gang i Lidenlund". Byens 775-års jubilæum blev fejret i sommeren 2009, bl.a. med et dronningebesøg. Maleren Bodil Kaalund og lægen og fysiologen Jens Christian Skou er æresborgere i Lemvig. |
| Find Lydbøger hos Storytel | Find bøger på bogpriser.dk | Studiebøger på pensum.dk | E-bøger hos g.dk | ||||
Viser 6 af 6 billeder
Du kan bidrage til denne artikel. Log ind her
© Gyldendal 2009-2013 - Powered by MindTouch Deki