Nordborg, tysk: Norburg, by på den nordlige del af Als i Sønderjylland; 6650 indb. (2012). Nordborg nedbrændte i 1792, og de ældste huse er derfor fra 1700-t.'s slutning.
Gamle og nye kvarterer ligger side om side, og bygningerne er præget af både dansk og tysk byggestil; mange har smukt dekorerede døre. Her findes både tyske og danske skoler.
| Navnet Nordborg kendes fra 1313 Norborgh, 1. led af nord eller nørre, i forhold til Sønderborg. |
I 1950'erne og 1960'erne blev der uden for den gamle bydel bygget flere etageejendomme og store parcelhuskvarterer således at Nordborg i dag er vokset sammen med Langesø og Havnbjerg.
Nordborg var 1970-2006 administrationscentrum for kommunen af samme navn; rådhuset havde i en årrække oprettet en filial på virksomheden Danfoss i Havnbjerg. Danfoss beskæftiger et stort antal af byens indbyggere. Andre virksomheder er værktøjsfabrikken Danish Carbide Tools og Nordborg Bådbyggeri.
Nordborg har siden 2007 hørt til Sønderborg Kommune.
Nordborg Slot som nu er efterskole.
Nordborg Slot hed oprindelig Alsborg og blev ifølge traditionen anlagt 1152 af kong Svend 3. Grathe; ca. 1250 fik det navnet Nordborg. Grundet sin særlige beliggenhed var borgen i århundreder skiftevis under hertugdømmet Slesvig og den danske krone.
I 1729 blev Nordborg Slot amtmandsresidens, og 1766 kom det på offentlig auktion; det tilhørende jordegods blev udstykket og solgt 1772. Den nuværende hovedbygning er opført 1909 over resterne af et ældre slot fra 1680. Det har siden 1920 været ejet og drevet af Stiftelsen Nordborg Slot og benyttes til efterskole.
I ly af Nordborg Slot voksede bebyggelsen Købing frem og overtog navnet Nordborg. I 1559 tilfaldt den dronning Dorothea, efter hvem hertug Hans d.y. arvede byen og amtet der i 1777 blev lagt sammen med Sønderborg Amt. Flere hertuger har resideret i byen der fik status af flække.
Efter 1864 fulgte tilbagegang som først industrialiseringen af det nordlige Als har vendt. Ved afstemningen i 1920 blev der afgivet 520 danske og 327 tyske stemmer.
| Find Lydbøger hos Storytel | Find bøger på bogpriser.dk | Studiebøger på pensum.dk | E-bøger hos g.dk | ||||
Du kan bidrage til denne artikel. Log ind her
© Gyldendal 2009-2013 - Powered by MindTouch Deki