Bovbjerg Fyr

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.

Indholdsfortegnelse

Bovbjerg Fyr på Jyllands vestkyst blev opført 1876-78 og ses her fra vest. Tårnet er 26 m højt og bygget på en ca. 40 m høj banke. Flammens højde over vandet er 62 m, og fyret kan med to blink hvert 15. sekund ses på 16 sømils afstand. Det blev elektrificeret i 1904 og automatiseret i 1965. Granitstøtten i forgrunden er sat til minde om Frederik 6.s besøg i 1826 og 1830 og afløste i 1899 en tidligere træstøtte.

Bovbjerg Fyr, fyr på Bovbjerg på Jyllands vestkyst, sydvest for Lemvig. Det er tegnet af fyringeniør C.F. Grove, opført 1877 som det første på vestkysten syd for Hanstholm Fyr og tændt første gang 30.12.1877.

Det 26 m høje anduvningsfyr er placeret på morænebakken Bovbjergs højeste punkt, 41 m.o.h. Flammehøjden er 62 m, og linsen den originale franske Fresnellinse. Fyrkarakteren er to blink pr. 15 sek. Lyskilden er mange gange forandret; i dag er den en 300W halogenlampe. Lyset ses i klart vejr på op til 16 sømils afstand.

Fyret blev automatiseret i 1978 og styres nu via radioforbindelse fra Fornæs Fyr ved Grenaa.

Tårnet omkranser sammen med to tidligere boliger for fyrmester og fyrassistent samt en rundgang de tre sider af en gårdsplads med læ for vestenvinden. Fyrmurværkets dybrøde farve skyldes ønsket om at undgå forveksling med to hvide landsbykirker — Ferring og Trans — på hver side af fyret.

Da Farvandsvæsenet omkring 2000 ønskede at afhænde sine fyranlæg, forsøgte en aktionsgruppe at skabe opbakning til fortsat offentlig tilgængelighed til fyret. 2003 stiftedes Foreningen til dannelse af kulturhus Bovbjerg Fyr — senere Støtteforeningen for Bovbjerg Fyr. Fyret blev erhvervet af Lemvig Kommune som i 2007 overdrog det til en nydannet fond, og Bovbjerg Fyr er i dag en selvejende institution, ledet af en fondsbestyrelse og med en ansat, daglig leder.

Bovbjerg Fyr. Fra friluftsteatret

Bovbjerg Fyr. Fra friluftsteatret "Skibet på kanten". Foto fra august 2010.

Bovbjerg Fyrs nuværende formål — ud over fortsat at fungere som fyrtårn — er at være et kulturelt udviklings- og formidlingscenter inden for natur, kultur, viden og erhverv; fyret er samtidig et folkeligt samlingssted, drevet af frivillige omkring støtteforeningen med cafe- og udstillingsvirksomhed, fortælleværksted og mangeartede skiftende aktiviteter, deriblandt debatmøder, foredrag, koncerter og friluftsteater.

Der er adgang for publikum til fyrbygningerne i den daglige åbningstid og til fyrtårnet i dagtimerne.

Erik Heides skulpturgruppe Hyrden blev i 2008 opstillet foran fyret. Umiddelbart vest for fyret findes en gravhøj, Hesthøj, fra bronzealderen og med et monument til minde om Frederik 6.s besøg i 1826 og 1830. Ca. 300 m øst for fyret ligger Thise Mejeris ostelager hvor bl.a. mejeriets Vesterhavsost nyder godt af den saltholdige luft.

Se også fyr og farvandsafmærkning.

Bovbjerg Fyrs hjemmeside


 

Kommentarer

Skriv kommentar

Her kan du skrive en kommentar til artiklen. Du skal være logget ind for at kunne skrive kommentarer.

Hvad er en kommentar? Her kan du kommentere artiklens indhold. Dine kommentarer er synlige for alle brugere.

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   E-bøger
hos g.dk

 

Hvad er et tag? Tags er artiklens nøgleord. Artikler med et fælles tag findes ved at klikke på tagget. Når du er logget ind, kan du tilføje tags og dermed skabe sammenhænge.

© Dette billede må du ...

Bovbjerg Fyr. Fra friluftsteatret "Skibet på kanten". Foto fra august 2010.

Viser 2 af 2 billeder

Du kan bidrage til denne artikel. Log ind her

Nyhedsbrev

Om artiklen

Seneste 3 forfattere
MHansen
27/04/2013
KBcke
26/07/2012
Redaktionen
05/11/2010
Ekspert
KBcke
Oprindelig forfatter
KBcke
18/02/2010

© Gyldendal 2009-2013 - Powered by MindTouch Deki