Skagen Fyr

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.

Skagen Fyr, Det Grå Fyr, fyrtårn ved Skagen med en flammehøjde på 44 m. Det 46 m høje fyr var indtil 1962 Danmarks højeste og indtil 1952 også landets nordligste. Byggeriet blev indledt i 1854 og varede i fire år, idet Skagen endnu ikke havde havn eller jernbane. Det er tegnet af arkitekten N.S. Nebelong og blev taget i brug 1.11.1858. Det faste linseapparat blev i 1905 erstattet af et roterende ditto. 

I 2014 blev det besluttet, at Skagen Fyr skal overgå fra Søfartsstyrelsen til Naturstyrelsen, hvorefter selve fyret og tilhørende bygninger vil blive restaureret nyindrettet som naturoplevelsescenter. Formidlingscenteret forventes at åbne i 2016.

Skagen Fyr afløste Det Hvide Fyr, tegnet af arkitekten Philip de Lange og taget i brug 1747. 

Danmarks nordligste fyr er det 25 m høje Skagen West, som i 1956 afløste det daværende Højen Fyr fra 1892, der var ved at skride i havet. Sidstnævnte havde en højde på 14 m og var forsynet med roterende linseapparat. Det blev revet ned i 1956.

Herudover findes nær ved Det Hvide Fyr siden 1958 et museumsfyr, en kopi af det vippefyr, som blev opført her i 1627. Det var dengang tændt i hele vinterhalvåret, medens kopifyret kun er tændt sankthansaften.

Nogle få km nordøst for Skagen lå i årene 1878-1970 fyrskibet Skagens Rev.

Se også fyr og farvandsafmærkning.

 

 

 

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   Læs e-bøger
hos Ready

 

Hvad er et tag? Tags er artiklens nøgleord. Artikler med et fælles tag findes ved at klikke på tagget. Når du er logget ind, kan du tilføje tags og dermed skabe sammenhænge.
Nyhedsbrev

Om artiklen

Seneste 3 forfattere
Redaktionen
28/01/2014
KBcke
19/10/2010
Redaktionen
09/10/2010
Ekspert
KBcke
Oprindelig forfatter
Ove Hermansen
14/08/2010

© Gyldendal 2009-2014 - Powered by MindTouch Deki