Havnbjerg Mølle.

.

Havnbjerg Mølle.

.

Havnbjerg Mølle set fra Havnbjerg Kirke.

.

Havnbjerg Mølle, vindmølle på Als 4 km sydøst for Nordborg. Havnbjerg Mølle er en hollandsk mølle med kælder og jordomgang, undermøllen er opført i kampesten, og den ottekantede overmølle er i træ tækket med strå ligesom den bådformede hat.

Møllen opførtes på en 49 m høj bakke i 1835-1836 til afløsning af en stubmølle fra begyndelsen af 1600-t., som dog var blevet genopbygget, efter at den var væltet i en storm i 1776.

Havnbjerg Mølle har altid været en kornmølle, men i en periode omfattede vrksomheden også bageri og bryggeri. Den hollandske mølle havde oprindelig vinger til kludesejl, der skulle af- og påsejles af mølleren, og krøjede (vingerne drejedes op mod vinden) ved hjælp af et spil. I 1907 gennemgik møllen en modernisering, så dette arbejde næsten automatiseredes, idet den fik jalousi-/klapvinger og vindrose.

Stråtækningen erstattedes i 1923 af en billigere zinkbeklædning, og trods nedgangsperioden efter 2. Verdenskrig fortsatte driften helt op til 1961. En stormnat det år nåede vindrosen ikke at dreje vingerne, og en bekostelig reparation blev nødvendig, så møller Peter Johannsen, hvis slægt havde drevet Havnbjerg Mølle i næsten 200 år, måtte give op.

Havnbjerg Mølle blev fredet i 1964, og ved en gennemgribende restaurering, der afsluttedes i 1967, fik den sin stråtækning tilbage. Møllen er en af de ganske få stadig eksisterende møller af denne type i Danmark.

Mads Clausens Fond overtog møllen i 1969, og den er siden blevet repareret i flere omgange, bl.a. i forbindelse med at persen (bremsen) blev ødelagt, og møllen løb løbsk i orkanen den 3. december 1999. Møllens hat og krøjeværk blev gennemgribende istandsat fra foråret 2009 til maj 2010.

Havnbjerg Mølle er funktionsdygtig og kører på åbningsdage, hvis der er tilstrækkelig vind, men den formaler ikke korn.

Åbningstider: onsdag 9-15, juni-juli-august tillige lørdag 9-15

Adresse: Tingstedvej 8, Havnbjerg, 6430 Nordborg.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig