Nørlund Plantage, statsejet sandflugtsplantage med store hedepartier og sumpområder 10 km syd for Ikast. Plantagen er en af Jyllands ældste, og det ca. 30 km2 store område dækker sammen med den fredede Harrild Hede en mindre bakkeø, der siden istiden har været hærget af sandflugt. Den historiske sandfygning blev standset i 1790'erne, bl.a. ved anlæg af de såkaldte Teilmannske Klitdiger, der kan spores endnu. I 1810'erne blev der udsået træfrø (Casper Møllers graner), men større træplantning skete først efter 1877 og statens køb i 1883.