Nørrekær, Nørrekær Enge, ca. 15 km2 stor, næsten bebyggelsestom, inddiget og tørlagt fjord 7-8 km øst for Løgstør. Dybvad Å, der afgrænser området mod Yder og Inder Enge i øst, løber til Limfjorden gennem en sluse i havdiget. Brøndum Kanal med pumpestation har siden inddigningen i 1947 drænet Nørrekær. De store marker dyrkes med korn, raps og ærter. Nær diget, i Mers Enge og Yder Enge, er etableret en stor vindmøllepark. I stenalderen udgjorde Nørrekær en kileformet fjord, der fra Limfjorden strakte sig 9 km mod syd.

På kanten af Nørrekær ligger det fredede bakkedrag Marbjerg, 40 m.o.h., delvis skovdækket, kronet af en gravhøj og med helligkilden Mariekilde. 40 ha blev fredet i 1972.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig