Planetstien
Planetstien i Lemvig. Foto: 2011.
Af .
Licens: CC BY SA 3.0

Planetstien er et stiforløb som model af Solsystemet i målestok 1:1 mia. ved Lemvig. Stien blev anlagt 1984-1994 som den første planetsti i Danmark. Stiens udgangspunkt, Solen, står ved Vesterbjerg nær ved Lemvig Museum, og stien strækker sig langs Lem Vig til Gjeller Odde og videre langs Nissum Bredning til Ryletorv med modellen af dværgplaneten Pluto placeret yderst i sin bane — 7,375 km fra Solen.

Planeterne og Pluto er repræsenteret af bronzemodeller på pyramidestubbe øverst på granitsokler. Solen med diameter 1,39 m står direkte på sin granitsokkel og Månen står på en rombeformet rusten søjle, mens Halleys Komet (anno 1910) repræsenteres af en buksbomhæk.

Tre natursten med udhuggede navne findes for dværgplaneten Ceres og for Pluto i dennes mindste og største afstand. Solens bronzeplader har detaljerede granulationer, og på pyramidestubbene er indgraveret den geostationære bane samt banerne for marsmånerne Phobos og Deimos, og for plutomånen Charon. Det eneste der ikke er i korrekt målestok, er Saturns ringe, der har samme tykkelse som en gammeldags lp-plade.

For at gøre stien mere tilgængelig for cyklende og gående blev en strækning på ca. 1,5 km sammen med planeten Uranus i foråret 2017 flyttet fra stranden op på kanten af et højtliggende terræn med udsigt over vigen.

Ideen og udformningen af Planetstien skyldes astronomen Ole J. Knudsen og billedhuggeren Claus Navntoft. Skulpturerne blev finansieret af en række virksomheder og fonde samt Lemvig Kommune og ejes af Lemvig Museum.

Læs mere i Den Store Danske

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig