• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Rømø

Oprindelig forfatter KMJ Seneste forfatter Redaktionen

Rømø. 13 kaskelothvaler strandede på Rømøs vestkyst i november 1997.

Rømø. 13 kaskelothvaler strandede på Rømøs vestkyst i november 1997.

Rømø, den sydligste og største af de tre store øer i det danske Vadehav. Øen er begrænset mod nord af Juvre Dyb og mod syd af Lister Dyb. Øens areal er administrativt fastsat til 129 km2 inkl. de højsandsagtige strande og en del af vaden mod øst. Rømø hører til Tønder Kommune og har 618 indb. (2014). Den er en ung barriereø, opbygget af strand- og klitsand på en "druknet" hedeslette og siden 1948 forbundet med fastlandet af Rømødæmningen.

Øen hed i 1200-t. Rymø, af jysk rimme 'langstrakt forhøjning' og ø.

Terrænet kan opdeles i nord-syd-gående zoner. Kernen er en 3 km bred, bananformet klitzone (15-20 m.o.h.) med fredede (1921) heder og plantager. Øst herfor ligger den gamle bebyggelse i en dyrkningszone med sandmarker og marskenge, bredest mod nord og beskyttet af Juvrediget fra 1926-28, forstærket 1964-65. Her ligger Nationalmuseets Kommandørgaarden fra øens hvalfangertid. Vest for klitzonen ligger en fredet strandeng med småsøer, afgrænset af en smal klitrække vestpå; den sydligste del er inddiget og dyrket.

Den vestlige klitrække ved Lakolk blev allerede i 1898 omdannet til badested med badehotel og sommerhuse. Indtil 1948 var der færge fra Ballum Sluse på fastlandet til Kongsmark og derfra hestetrukket sporvogn tværs over øen. I dag findes der mange sommerhuse og et stort campingområde ved Lakolk til betjening af de mange, især tyske feriegæster. Øens vestligste zone består af en bred sandstrand, der mod nord og syd er 3 km bred med karakter af højsande; siden 1960'erne er her pålejret sand, og klitter er vokset frem flere steder.

Rømø.  Nordsiden ved Nørreland på Rømø over mod Mandø.

Rømø. Nordsiden ved Nørreland på Rømø over mod Mandø.

Rømø har ca. 2-2,5 mio. overnatninger om året, og turisme er sammen med fiskeri øens vigtigste erhverv. Store sommerhusområder med feriecentre og sommerland findes især mod sydøst nær fiskerihavnen i Havneby, anlagt i 1964. Fra havnen foregår der fiskeri af bl.a. hesterejer, og der er færgeforbindelse til List på Sild.

Sankt Clemens Kirke i den lille Rømø Kirkeby har ud over et gotisk tårn rester af et gotisk skib, som er udvidet mod både nord, syd og øst i takt med sømandssamfundets voksende velstand i 1600- og 1700-t. Fra kirkerummets lave loft hænger skibsmodeller og hatteknager; på kirkegården findes en stor samling rigt udsmykkede "kommandørgravsten" fra 1600-1800-t.

Rømø.  Gravsten fra hvalfangernes tid er opstillet langs kirkemuren omkring Rømø Kirke.

Rømø. Gravsten fra hvalfangernes tid er opstillet langs kirkemuren omkring Rømø Kirke.

Rømøs beboere har fra gammel tid været knyttet til søen, og landbruget har kun haft ringe betydning. I 1700-t. spillede øens søfolk en stor rolle ved bemandingen af de hollandske hvalfangerskibe der opererede omkring Svalbard; i 1770 havde ikke færre end 40 hvalfangerkaptajner, såkaldte kommandører, hjemme på Rømø. Fra ca. 1800 blev Islandsfarten og almindelig fragtfart vigtige, men fra 1880'erne gik skibsfart og fiskeri tilbage, og i 1900-t. blev turisme efterhånden øens vigtigste erhverv. Naturcenter Tønnisgård, hvor der bl.a. er en udstilling om Vadehavet, er indrettet i en gammel kommandørgård.

En stor del af øen, 13 pct. af arealet, i alt ca. 1 700 ha., er fredet.