Sønder Felding, tidligere stationsby på terrasserne langs Skjern Å 20 km øst for Skjern; 1488 indb. (2017). Sønder Felding ligger i Herning Kommune.

Faktaboks

Etymologi
Stednavnet kendes fra ca. 1325 som fillingh, afledning med -ing(e) til fjeld 'udmark'.

Byen er en sammenvoksning af Nederby og Fruerby og har udviklet sig som stationsby på Troldhedebanen (Kolding-Grindsted-Troldhede, 1917-68) ved landevejen mellem Herning og Esbjerg, rute 12. Den er meget anvendt som udgangspunkt for fisketure langs Skjern Å.

Industrivirksomheder (fremstilling af døre og vinduer) findes i byens sydlige udkant, mens der mod nord ligger en højskole. Sønder Felding Kirke i byens nordlige del har oprindelige dele bygget i 1100-t. af granitkvadre.

Hvor rute 12 skærer Skjern-Arnborgvejen (rute 439), ligger ved Drongstrupgård et fredet engareal på ca. 2 ha med tilhørende tilløbskanal til overrisling. Det gamle system med smalle render ud over arealet er bevaret og benyttes stadig.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig