Frederiksdal, lokalitet mellem Lyngby Sø og Furesø ved Mølleåen nord for København. Her lå Hjortholm kornmølle, senere Frederiksdal Mølle (nedlagt 1875). Området er et varieret tunneldalslandskab med stejle skrænter, skov, enge og ager; det har længe været blandt hovedstadens mest populære udflugtsmål. Den gamle kongevej (nu Nybrovej) passerer her Mølleåen, hvor der er kro, bådfart og -udlejning.

Lystgården Frederiksdal har navn efter Frederik 3., der lod den bygge, og som planlagde et haveanlæg her kort før sin død i 1670. Ejendommen var kongelig til 1747, da den endeligt tilskødedes gehejmeråd J.S. Schulin, der 1744-46 havde ladet Niels Eigtved bygge hovedbygningen på Mølleåens høje nordskrænt.

Frederiksdal er et maison de plaisance, et lille lystslot efter fransk mønster, hvidpudset og med sandstensskulpturer over døre og risalitter. Oprindelig havde huset valmtag, men for at skaffe mere plads blev det 1752-53 af J.G. Rosenberg forsynet med et lidt tungt mansardtag. I det indre er navnlig havesalen rigt udsmykket med rokokoornamenter i stuk, udført af C.E. Brenno og Giovanni-Battista Fossati (d. 1746). Ejendommen er stadig (2006) i familien Schulins eje.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig