Københavns Rådhusplads starten af 1930'erne. Rådhuset set fra H.C Andersens Boulevard
Københavns Rådhus set fra H.C. Andersens Boulevard med de karakteristiske gule sporvogne foran. Starten af 1930'erne.

Københavns historie siden 1914 er præget af en stor udvidelse af det bebyggede areal og etableringen af mange nye kvarterer i byen. Københavns bebyggede areal voksede kontinuerligt i perioden fra 1914 og frem. Mange helt nye kvarterer blev anlagt fra bunden andre blev byfornyet. Arbejdspladserne flyttede længere væk fra byens boliger og mange københavnere fik behov for at bruge tidens nye transportformer til den daglig transport.

De mange nye boligområder og kvarterer skubbede langsomt produktionsvirksomhederne og landbruget længere og længere væk fra Københavns gamle middelaldercentrum.

Befolkningssammensætningen i København

I 1914 boede der 489.908 mennesker i København. I 2023 var det tal steget til 653.648. Befolkningstallet rummer mange udsving i den mellemliggende periode, hvor man generelt kan sige at befolkningstallet steg fra år til år frem til 1950.

Fra 1950 til 1990 faldt indbyggertallet grundet den store udflytning til de nye kvarterer i byens omegn. Især børnefamilierne flyttede fra storbyens lejligheder til et nyopført parcelhus eller større lejlighed i forstæderne. I 1980 var andelen af københavnere over 65 år 23,5 procent mens den andel havde været 6 procent i 1920. Denne udvikling i befolkningstal og -sammensætning påvirkede byens økonomi og var blandt årsagerne til at København befandt sig i en økonomisk krise i 1970’erne og 1980’erne.

I 1990’erne, bl.a. på baggrund af den omfattende byfornyelse, lykkedes det København at vende udviklingen og igen at tiltrække en bredere aldersmæssigt sammensat befolkning, og det samlede indbyggertal steg igen. Endnu er befolkningstallet ikke oversteget rekorden fra 1950, hvor der boede 768.105 i København.

1. og 2. Verdenskrig

Barrikade i københavnsk gade

København under 2. Verdenskrig. Barrikade på Nørrebro i København under Folkestrejken i sommeren 1944.

Barrikade i københavnsk gade
Af .

København prægedes under og umiddelbart efter 1. Verdenskrig (1914-1918) af knaphed på varer og boliger. Boligmanglen øgedes af manglen på byggematerialer og den øgede tilflytning til byen. En mangel der først blev endeligt afhjulpet langt op i 1970’erne.

Under 2. Verdenskrig blev København som det øvrige land besat af tyske tropper i morgentimerne 9. april 1940, og besættelsen varede frem til maj 1945. De første år forløb relativt rolige, mens spændingen tiltog fra 1943 med øget sabotage, schalburgtage og terror. København undgik dog større ødelæggelser. En undtagelse var de allieredes bombning af Shellhuset, hovedkvarter for Gestapo i Danmark, den 21. marts 1945. Ved en fejl ramte nogle af bomberne et beboelseskvarter på Frederiksberg herunder Den Franske Skole. Bombningen dræbte 109 mennesker, heraf var 86 elever på skolen

Blandt begivenheder i København under 2. Verdenskrig var Folkestrejken i juni 1944 og sænkningen af flådens skibe på Holmen i august 1943, for at forhindre den tyske besættelsesmagt i at tage skibene, særligt dramatiske.

Københavnske boliger og kvarterer

Adelgade under nedrivning 1954
Adelgadekvarteret under nedrivningen i 1954.

København har sit ældste centrum ved havnen og er udbygget i en halvcirkel vest-, syd- og nordpå derfra. Indtil 1852 måtte der, af hensyn til byens forsvar, ikke bygges udenfor Københavns volde.

En demarkationslinje angav det areal der skulle friholdes, og da det i 1852 blev tilladt at bygge indenfor linjen blev kvartererne Nørrebro, Vesterbro og Østerbro anlagt. På Amagersiden måtte man først bygge efter 1909. Længst fra Københavns centrum er kvartererne således anlagt senest og har større sandsynlighed for at inkluderer villa- eller rækkehus-kvarterer. Det gælder fx i Vanløse, Brønshøj, Husum og Amager. I samme områder var der også mulighed for at anlægge store bebyggelser af lejligheder på tomme grunde i efterkrigstiden. Derfor finder man ensartede boligkomplekser med hundrede eller tusindvis af lejligheder her, som fx Urbanplanen eller Bellahøjhusene.

Den ældste bykerne indenfor voldene var meget tæt bebygget med lejligheder fra kælder til kvist og i både bag- og sidehuse. Mange af disse boliger var i meget dårlig stand og uden mulighed for at indlægge moderne bekvemmeligheder som elektricitet, sanitet og rindende vand. Kvarterene gennemgik derfor en gennemgribende sanering hele gader ad gangen, hvor bygningerne blev revet ned og nye opført. Blandt de største er saneringen af Adelgade- og Borgergadekvarteret der startede i 1942. Saneringerne betød at de ældste kvarterer fik færre men større lejligheder og deraf en faldende befolkning. Tidligere folkerige kvarterer blev desuden revet ned for at gøre plads til større bygningskomplekser til fx Nationalbanken og andre banker.

Byfornyelse af boliger efter 1959

Efter 1959 kom en ny saneringslov der ændrede fremgangsmåden. Nu blev gadernes kulturhistoriske præg bevaret ved at man lod forhuset mod gaden blive stående og rev bag-, side- og mellemhuse ned. Det gav mere lys og luft til lejlighederne – og til de mørke baggårde – og lejlighederne blev desuden større og fik indlagt sanitet. Et område der inden saneringen var kendt for sin meget tætte og dårlige bebyggelse var den sorte firkant på indre Nørrebro.

De store saneringer medvirkede til den omfattende boligmangel i København fordi mange huse stod tomme på grund af renovering, eller fordi de blev revet ned. Fra 1945 blev der derfor i København indført tvungen boliganvisning, det vil sige at en udlejer skulle have kommunens godkendelse af den lejer vedkommende ville udleje til. Boliganvisningen blev indført for at fordele de få ledige boliger så retfærdigt som muligt. I kommunens optik betød det at en ledig lejlighed blev givet til et gift par eller en familie med børn.

For københavnerne betød de omfattende saneringer af boligerne og anlæggelsen af nye kvarterer at afstanden mellem hjemmet og arbejdspladsen gennemsnitligt set voksede. Mange måtte flytte i erstatningsboliger under renoveringen og havde ikke råd til at betale den dyrere husleje i deres oprindelige bolig efterfølgende. Der blev derfor ikke kun færre beboere i de byfornyede kvarterer, de var også i højere grad mere velhavende end tidligere.

Københavns sporvogne, S-tog og metro

I 1996-1998 foretog Københavns Bymuseum arkæologiske undersøgelser på Kongens Nytorv. Inden gravearbejderne til metrostationsgruben gik i gang, havde man udgravet de velbevarede rester af Københavns befæstning fra 1220'erne og frem til Christian 4.s sløjfning af denne del af anlægget i 1647. Murværket midt i udgravningsfeltet er rester af Christian 4.s Vandport, anlagt 1608-1609. Vandporten gav adgang gennem volden ud til en kaj langs voldgraven, der her fungerede som havneanlæg.

.

De populære gule københavnske sporvogne kørte for første gang i 1883, og fra 1911 var de drevet af Københavns Kommune. Sporvognene kørte på skinner nedlagt i kørebanen og var eldrevne. Over sporene var der udspændt køreledninger.

Sporvognene blev gradvist erstattet af bybusser, og de sidste sporvogne blev nedlagt i 1975. En af årsagerne var den stadig voksende mængde af private biler der skabte trængsel på vejene. I det indre København blev der dog færre biler på grund af de nye gågader, som Strøget.

Andre kollektive trafiktilbud til de københavnske borgere var hovedstadens regionale togtrafik, S-toget. Den første københavnske S-togslinje åbnede i 1934 og blev derefter udbygget til et net af 6 hovedårer der både forbandt Københavns kvarterer og byen med dens forstæder. S-togslinjerne blev først udbygget mod de nordlige forstæder og siden vest- og sydpå. Særligt i 1960’erne og 1970’erne åbnede mange nye strækninger.

Metroen i København åbnede i 2002 og er blevet udbygget sidenhen. Fra 2020 blev den fjerde linje taget i brug. Metroen var virkeliggørelsen af en årtier gammel ambition om en tunnelbane der kunne lette trykket på hovedstadens veje.

Københavns øvrige infrastruktur

Københavns Havns betydning som industriområde var stor i begyndelsen af perioden hvor flere nye industriområder blev oprettet, fx Sydhavnen. Havnens betydning aftog gradvist i perioden efter 2. Verdenskrig. Havneområdet er siden blevet et vækstcenter med omfattende nybyggeri af boliger og serviceerhverv på havnearealer og nedlagte industriområder samt på Vestamager. Holmen den tidligere flådebase blev nedlagt som militært område i 1992.

Øresundsbroens åbning i 2000 bidrog desuden til væksten i Københavns trafikale og erhvervsmæssige tilknytning med Sydsverige.

Københavns Lufthavn åbnede i 1925 og har udviklet sig til et nordeuropæisk knudepunkt for lufttrafik.

Byplanlægning

Presset på de københavnske veje og indfaldsvejene mod hovedstaden betød at en samlet plan for trafikafviklingen og placering af boliger og industri/arbejdspladser og natur blev udviklet for hele hovedstadsregionen. Planen blev præsenteret i 1947 og blev populært kaldt Fingerplanen. Navnet skyldes planens visuelle fremlæggelse hvor en hånd lægges ned over København og omegn. Håndfladen symboliserede centrum i København, og de frem fingrer symboliserer de linjer man planlagde at anlægge motorveje og s-togslinjer langs med. I kilerne imellem fingrene skulle der bygges boliger og være arbejdspladser samt natur.

Planens omrids kan tydelig ses når man kigger på et kort over hovedstadsområdet. Fx er fingerplanens ’tommelfinger’ byerne sydpå langs kysten: Brøndby, Vallensbæk, Albertslund og Ishøj. Området her havde ikke i forvejen naturområder, hvorfor Vestskoven blev nyplantet som et led i den overordnede byudvikling.

Virksomheder og arbejdspladser

København. Sydhavnen med husbåde, 2005. I baggrunden ses indkøbscentret Fisketorvet.

.

I 1914 var der mange produktionsvirksomheder i Københavns centrum og på brokvartererne. Her lå de side om side med små specialbutikker som høkere, slagtere, vognmagere, manufakturforretninger, mejerier og bagerier. I løbet af 1900-tallet forsvandt flere og flere af de små specialiserede erhverv og butikker til fordel for større butikker med et bredt sortiment. Fx storcentre med alt fra kjoler til støvler og på dagligvareområdet store supermarkeder med køledisk og kolonial der solgte alle de varer husmoderen tidligere måtte i flere forskellige specialbutikker for at købe.

Produktionsvirksomhederne flyttede i takt med bebyggelsen af København længere og længere væk fra centrum, hvor de ledige lokaler i stedet blev overtaget af erhverv der ikke støjede og lugtede fx advokatkontorer eller som kontorer til de ansatte i den voksende centraladministration.

Eksempler på den udvikling op til og efter 1914 er et jernstøberi og en legetøjsproducent. Jernstøberiet på Blågårdsvej blev anlagt af Mathias Anker Heegaard i 1828. Byudviklingen, med udbygningen af Nørrebro, nødvendiggjorde en flytning til byens daværende udkant i 1898 hvor jernstøberiet flyttede til Hillerødgade omtrent hvor Nørrebroparken ligger i dag. Det gamle fabriksareal blev til den nuværende Blågårds Plads. I 1913 blev fabrikken på Hillerødgade nedlagt og produktionen flyttede helt ud af byen til Frederiksværk.

Og legetøjsproducenten Tekno, der blev grundlagt i stifterens villa i Vanløse i 1928. I 1935 flyttede produktionen til store fabrikslokaler på Rentemestervej i Københavns Nordvestkvarter inden produktionen i forbindelse med salget af virksomheden i 1970 flyttede til Jylland.

Københavnske overborgmestre

Overborgmesterembedet blev oprettet i 1938. Indtil da var alle seks borgmestre formelt set ligestillede, og Overpræsidenten var formand for Københavns Magistrat. Overpræsidentembedet svarede til en Amtmand og blev nedlagt i forbindelse med strukturreformen i 2007.

Socialdemokratiet har siden 1938 haft overborgmesterembedet:

Læs mere i Den Store Danske

Læs mere i Trap Danmark

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig