Hovedstadsområdet. Regionplan 73 var præget af store forventninger til områdets vækst i såvel folketal, beskæftigelse og indkomster som trafik. Planen udlagde store områder til boliger vest for den planlagte transportkorridor Helsingør-Køge og til erhverv langs med korridoren, især i de tre knudepunkter Hammersholt, Måløv og Høje Taastrup; kun det sidste blev realiseret. I lyset af 1970'ernes svagere økonomiske udvikling og på baggrund af politiske ønsker om at nedtone hovedstadens vækst blev udbygningsplanerne stærkt reduceret frem til 1990, og fokus drejede mod Øresundsforbindelse og Ørestad.

.

Fingerplanen i den oprindelige udgave fra 1947. Planen skal opfattes som et princip, snarere end som detaljeret geografisk planlægning; fx er virkelighedens tommelfinger mod Køge blevet meget lang og tynd, og mod nord er mellemrummene mellem fingrene flere steder udvisket af byudvikling.

.

Hovedstadsområdet, tidl. Hovedstadsregionen, en ikke helt præcist defineret betegnelse for København og omegn. I den fysiske planlægning omfatter hovedstadsområdet i alt 34 kommuner ved København, for hvilke der gælder særlige, fælles regler (Planloven 2006); i alt 3030 km2 med 2.036.717 indbyggere (2017).

Hovedstadsområdet rummer store arealer i landzone, men kan funktionelt opfattes som én by. Således har 32% af de beskæftigede, der bor i Nordsjælland, deres job i Storkøbenhavn (2005). Hovedstadsområdet er socialt differentieret.

Der bor forholdsvis flest unge familier i de nybebyggede yderkommuner, mens især de nære forstadskommuner til København rummer mange pensionister. De velstillede foretrækker boliger i kommunerne på Københavns nordegn, mens vestegnen fortrinsvis bebos af arbejdere og lavere funktionærer. Københavns Kommune har overvægt af beboere med lave indtægter.

Hovedstadsområdets planlægning

Den moderne planlægning af hovedstadsområdet begyndte, da Dansk Byplanlaboratoriums Egnsplanudvalg i 1947 offentliggjorde et skitseforslag til en egnsplan, Fingerplanen, hvis fem bebyggelsesfingre i byzone rakte 15-20 km ud fra Københavns centrum, mens kilerne imellem fingrene skulle friholdes som landzone. Dette blev lovfæstet i Byreguleringsloven fra 1949. Den nærmere byplanlægning forblev hos kommunerne.

Johannes Kjærbøls Samfærdselskommission af 1950 for Hovedstadsområdet foreslog i 1955 samling af al kollektiv transport i området under ét fælles trafikråd. Forslaget faldt politisk, men gennemførtes stort set med etableringen af Hovedstadsområdets Trafikselskab, HT, i 1973.

Et fælles statsligt-kommunalt byplannævn udgav i 1960 en principskitse til egnsplan for Storkøbenhavn. Principskitsen forudså en vækst på 1 mio. indbyggere frem til år 2000, hvoraf de fleste skulle bo i helt nye byer ved Køge Bugt.

Københavns Kommunes modstand mod nye storbyer i hovedstadsområdet og DSBs ønske om at sikre kundegrundlaget for de eksisterende banelinjer førte imidlertid til, at principskitsen blev forkastet. I stedet samledes ved lov trafik- og byplanlægningen i otte Køge Bugt-kommuner under et fælles udvalg, som i 1966 afgav en samlet plan, hvis hovedtræk blev realiseret fra 1970'erne.

I 1967 dannede de tre nordsjællandske amter samt Københavns og Frederiksberg kommuner Egnsplanrådet for Nordsjælland og trekanten København-Roskilde-Køge. Rådet udsendte den meget vækstorienterede Regionplan 73 med bl.a. udkast til en diagonal transportkorridor Helsingør-Høje Taastrup-Køge og fire regionale storcentre til aflastning af Københavns city.

Den økonomiske krise, som satte ind fra 1974, gjorde imidlertid en så vækstorienteret planlægning urealistisk. Københavns Kommune planlagde i 1960’erne en storstilet bebyggelse af Vestamager. Også denne plan blev opgivet som følge af krisen, og omtrent samtidig opgav man store trafikinvesteringsplaner med bl.a. en lufthavn på Saltholm, motorgader mv.

I 1974 blev Egnsplanrådet erstattet af Hovedstadsrådet, som i 1978 vedtog den såkaldte Regionplanens 1. etape 1977-92, der videreførte ideerne i Regionplan 73 i en mindre ambitiøs udgave. Således blev Høje Taastrup gjort til regionalt knudepunkt, mens andre kandidater i planen blev udskudt på ubestemt tid.

I Fingerplanens grønne kiler etableredes bl.a. Vestskoven (påbegyndt 1952) og Køge Bugt Strandpark (anlagt 1977-81). Boligbyggeri, vejanlæg og senere kontorbyggeri gjorde dog andre steder store indhug i de åbne arealer mellem fingrene. Man skulle frem til 1989, før Hovedstadsrådet vedtog en ny regionplan, denne gang uden store ønsker til nye byanlæg, men med en tilbagevenden til de oprindelige principper fra Fingerplanen.

Efter Hovedstadsrådets nedlæggelse i 1990 fik de tre amter samt Københavns og Frederiksberg kommuner frem til 2000 ansvaret for den regionale planlægning, hvorpå Hovedstadens Udviklingsråd (HUR) varetog opgaven. HURs regionplaner 2001 og 2005 var dog i vid udstrækning en sammenstilling af amternes planforslag, som igen i høj grad gengav de enkelte kommuners planønsker.

Fra ca. 1990 har staten af europæiske konkurrencehensyn styrket København, bl.a. med Øresundsforbindelsen og en ny bydel på Vestamager, Ørestad, med tilhørende veje og metrobaner i et skånsk-nordsjællandsk perspektiv.

Strukturreformen giver fra 2007 staten afgørende indflydelse på hovedstadsområdets planlægning, idet hovedtrækkene i arealanvendelsen herefter fastlægges gennem et statsligt landsplandirektiv. Fingerbystrukturen fastholdes som grundprincippet for byvæksten.

Desuden gælder forskellige retningslinjer for henholdsvis det indre storbyområde ("håndfladen"), det ydre storbyområde ("fingrene"), de grønne kiler og det øvrige hovedstadsområde.

Landsplandirektivet, som afløser de generelle dele af Regionplan 2005, træder i kraft i 2007.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig