Københavns historie 1728-1914

Efter branden i 1728 blev København hurtigt genopbygget; samtidig afløste Christiansborg Slot det forældede residensslot Københavns Slot.

I 1749 blev Frederiksstaden grundlagt, og bydelen udviklede sig til et fornemt boligkvarter omkring Amalienborg. Desuden blev marinens anlæg på Holmen udbygget. Alt dette skabte stor beskæftigelse ikke mindst for udenlandske håndværkere og kunstnere.

København befæstede sin stilling som landets kulturelle centrum med oprettelse af Det Kgl. Teater og Det Kongelige Danske Kunstakademi.

København profiterede i sidste halvdel af 1700-tallet af Danmarks neutralitet under de europæiske stormagtskrige, der gav byen en vigtig position i transithandelen mellem de oversøiske lande og Østersøregionen. København havde desuden produktion af tekstiler, porcelæn og sukker.

I 1794 blev Christiansborg ødelagt af brand, og i 1795 hærgede en ny storbrand byen.

Under genopbygningen skabtes det klassiske København: Højbro Plads opstod, Nytorv og Gammeltorv blev slået sammen, og flere gader udvidet.

I 1801 fulgte Slaget på Reden, og 1807 englændernes bombardement af København med tabet af flåden. Efter Englænderkrigene og afståelsen af Norge i 1814 herskede lavkonjunktur, og København stod svækket over for provinsbyerne. Til gengæld oplevede hovedstadens kunst- og kulturliv en guldalder.

Omkring 1840 satte et økonomisk opsving ind med vækst i folketal, efterspørgsel og produktion. Industri og handel vandt frem, stimuleret af udviklingen i bankvæsenet. I 1847 anlagdes jernbanen til Roskilde; samtidig etableredes dampskibsruter til provinshavne og udland.

Det københavnske borgerskab spillede en central rolle, da demokratiet sejrede med Grundloven i 1849. Under den fortsatte industrialisering organiserede arbejderne sig fagligt og politisk.

Da voldenes militære betydning var udspillet ca. 1850, bortfaldt byggerestriktionerne på fæstningsterrænet. Nørrebro og Vesterbro bebyggedes, fra 1880'erne tæt og højt, som følge af den stærke indvandring fra provinsen. Bebyggelsen af Østerbro og Amagerbro fulgte senere, denne var dog mindre kompakt.

Københavns befolkning steg fra 120.000 i 1840 til 400.000 i 1901-1902, da Brønshøj, Valby og Sundbyerne indlemmedes og dermed tredoblede kommunens areal.

Efter 1886 anlagdes Vestvolden og søforter til forsvar af den voksende hovedstad. Havnen udvidedes i 1894 med Frihavnen, senere også med Sydhavnen. København fik gasværk i 1857, vandværk i 1859 samt elværk i 1892. Sporvejene elektrificeredes i 1897, og samtidig fik byen et tidssvarende kloaksystem.

Omkring 1914 havde København ændret sig fra at være en voldomkranset handels-, militær- og administrationsby med håndværk som førende produktion, og hvor bolig og erhverv var blandet sammen, til i højere grad at fremstå som en udbredt industripræget storby med geografisk opsplitning af erhverv og boliger. Det nye rådhus fra 1905 og hovedbanegården fra 1911 trak byens centrum mod vest.

• Københavns historie siden 1914
• Københavns bastionære befæstning
• Københavns moderne befæstning
• Københavns brande
• Englænderkrigene