Farum Station er endestation for bl.a linje A.

.

Farum Kirke.

.
.

Stavnsholtkirken i Farum.

.

Farum Kirke.

.

Farum Kirke.

.

Farum, by 20 km nordvest for København i Furesø Kommune; 19.967 indb. (2017). Farum Sogn udgjorde 1842-2007 sin egen kommune.

Faktaboks

Etymologi
Farum er nævnt 1321-23 som Farom, af far 'vej, overgangssted', mellem Furesø og Farum Sø, og rum 'åben plads for bebyggelse'.

Farum ligger for enden af den fjerde finger i Fingerplanen fra 1947. Trafikken sydfra samler sig på den smalle tange mellem Farum Sø og Furesøen ved Fiskebæk.

Bebyggelsen udbreder sig umiddelbart nord for de to søer; området øst for Hillerødmotorvejen hedder Stavnsholt efter den gamle landsby. Et bymæssigt centrum ligger omkring det tidligere rådhus, indkøbscentret Farum Bytorv og Paltholmcentret med bl.a. bibliotek og rum til kulturelle aktiviteter.

Tæt ved Marie Kruses Skole ligger Stavnsholt Kirke, opført 1979-81 af Johan Otto von Spreckelsen, med et højt kvadratisk kirkerum og en tilstødende menighedsgård. Blandt de større boligkomplekser i Farum er det ca. 20 ha store almennyttige kompleks Farum Midtpunkt, bestående af lange tætliggende terrassebygninger, delvis beklædt med rustne stålplader; det blev opført 1970-74 af Fællestegnestuen og vakte opsigt med sine utraditionelle materialer, fællesrum til beboeraktiviteter og adskillelse af gående og kørende trafik. Den nærliggende, åbent udformede Fuglsangpark med både almennyttigt byggeri og andelsboliger blev sammen med den integrerede Stenvadskolen bygget 1979-83 af tegnestuen Vandkunsten.

En række markante sportsanlæg blev opført som led i den særlige Farummodel for finansiering (se Farumsagen), især stadionet Farum Park i vestbyen med plads til ca. 9500 siddende tilskuere og hallen Farum Arena (2000) i Stavnsholt.

Et antal mindre industri- og lagervirksomheder er samlet nord for Farums villakvarter; byens i sin tid største arbejdsplads, Farum Kaserne nordvest for byen, blev lukket 2003, og der er nu boliger på området kaldet Garnisonsparken. Finansvirksomheden PenSam er nu byens største arbejdsplads.

Dele af Farum Kirke er fra 1130, og kirken er dermed Farums absolut ældste bygning.

Farum Kirkes hjemmeside; se også kort, foto m.m. på www.korttilkirken.dk

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig