København - litteratur

København – litteratur, Som Danmarks kunstneriske og kulturelle centrum gennem 500 år har København udklækket, tiltrukket og frastødt et utal af danske digtere.

Byen fik med Morten Børups topografiske vers sin første officielle hyldestdigtning ca. 1490. På komediescenen kunne københavnerne se sig selv parodieret i Ludvig Holbergs Jacob von Tyboe (1723) og J.L. Heibergs Aprilsnarrene (1826).

I H.C. Andersens roman Kun en Spillemand (1837) beskrives provinsboens fatale møde med byen, og hermed lægges grunden til en lang række danske dannelsesromaner, der tilsammen gør byen til mulighedernes og fortabelsens symbolske sted.

Først i Herman Bangs epokegørende roman Stuk (1887) indtager byen dog en litterær hovedrolle. Med impressionistisk præcision beskriver Bang storbyens myldrende bevægelse, dens moderne typer og eksplosive vækst ud over voldene.

Mens Bang kritisk beskriver det københavnske borgerskabs pseudoliv, tager adskillige forfattere omkring 1900 fat på proletariatets by. Karl Larsen lader Kresjan Vesterbro (1897) fortælle om sit liv med københavnsk jargon, og Martin Andersen Nexø udmaler med social indignation i Pelle Erobreren (1906-10) byens slum.

Den realistiske prosas kritiske distance, der ambivalent svinger mellem fascination og afsky, bliver efter 1. Verdenskrig suppleret med en begejstret københavnerdigtning.

Emil Bønnelycke hylder i ekstatiske rytmer byens larm og trafik i Asfaltens Sange (1918), og Tom Kristensen og Jens August Schade fanger med ekspressionistiske billeder og surrealistiske visioner byens stemninger. Mere forbeholden er prosaisten Mogens Klitgaard i Der sidder en Mand i en Sporvogn (1937).

En slags hjemstavnsdigtning får byen med Tove Ditlevsens Barndommens Gade (1943), der skildrer en piges opvækst på Vesterbro. Jørgen Gustava Brandt trækker Indre By frem af erindringen i Mit hjerte i København (1975), mens byens stadige udvidelser afspejler sig i forstædernes litterære indtog med Klaus Rifbjergs Amagerdigte (1965) og Dan Turèlls Vangedebilleder (1973).

I 1960'ernes, 1970'ernes og 1980'ernes digtning er byen også symbolet på den moderne fremmedgørelse. Sven Holm med Langt borte taler byen med min stemme (1976) og Michael Strunge med Skrigerne (1980) udtrykker hver sin generations had-kærlighed til byen, mens Dan Turèll overgivent lever og ånder med københavnernes banale, men også vitale hverdagsliv i Storby-Blues (1977).

Læs videre om teater i København eller læs om København generelt.