Kettinge Mølle.

.

Kettinge Mølle. Gennemkørsel i undermøllen.

.

Kettinge Mølle. Møllerens hus.

.

Kettinge Mølle, vindmølle 10 km sydøst for Sakskøbing, opført som kornmølle i 1891. Den erstattede en gammel stubmølle, der længst var blevet umoderne og nu var så forfalden, at ejeren siden 1887 lod den nedrive. Den nye mølle blev en stor hollandsk mølle med galleri og gennemkørsel i den ene side af den firkantede undermølle. Her var der et hejseværk, så kornsækkene ikke længere skulle bæres på møllerens ryg op på kværnlofet. Undermøllen er opført i grundmur, mens den ottekantede overmølle består af et træskelet tækket med spåner. Hatten er løgformet og tækket med tagpap. Vingefanget på 31 alen (19,5 m) er til kludesejl og sært nok ikke med jalousier/klapper, der oftest anvendtes på dette tidspunkt, men de var dyrere end de gammeldags sejlførende vinger. Møllen krøjede (vingerne drejedes op mod vinden) manuelt i overensstemmelse med vingetypen. Inventaret kom til at bestå af to kværne og en sigte.

Mølleriet fortsatte uændret til 1924. Da døde møllens bygherre møller Christian Erik Hansen, og hans søn tog over. Han installerede en nu fjernet 12 hestes Thrige-elektromotor til hjælp på vindstille dage, men vindkraften, der jo var gratis, anvendtes helt op i 1940'erne, og den var god at have, når elrationen var opbrugt — og det lokale elværk fungerede desuden ikke optimalt.

I 1945 købtes Kettinge Mølle af den daværende Kettinge-Bregninge Kommune, og kort tid efter ophørte mølleriet, hvortil der var knyttet handel med korn og foderstoffer foruden en købmandsbutik. Et fond blev stiftet, for at møllen kunne leve videre som et mindesmærke over Besættelsen, de fem onde år. På undermøllens forside blev der indsat inskriptionen: 9/4 1940 - 5/5 1945 sammen med en plade med disse linjer af N.F.S. Grundtvigs digt om slaget ved Isted 1850: Guds fred med vore døde i Danmarks rosengård! Guds fred med dem, som bløde af dybe hjertesår!

I 1970 fulgte Kettinge Mølle med ind i Nysted Kommune, og møllen blev delvis restaureret, således de indvendige trapper, og der blev fremstillet en ny omgang (galleri). Det var Nysted Turistforening, som stod for arbejdet, der fandt sted i 1978. Men efterhånden forfaldt Kettinge Mølle alligevel, og 20 år senere overdrog kommunen møllen til et nydannet møllelav, hvis formål var og er at restaurere og vedligeholde møllen.

Det lykkedes til fulde for Kettinge Møllelaug at leve op til formålet. Ved frivilligt arbejde og ved hjælp af penge bl.a. skaffet fra forskellige fonde til materialer blev møllen istandsat udvendigt med nyt træværk og nye egespåner. Vingerne, der var i fare for at falde ned og ødelægge møllekroppen, blev fjernet ligesom noget senere hatten og krøjeværket, der også var i dårlig stand. I 2010 kom den nye hat og det nye krøjeværk på plads, og i maj 2011 hejsedes de nye vinger op efter 8 års fravær. For første gang i ca. 65 år drejede der vinger rundt på Kettinge Mølle den 21. februar 2012, og den store kværn, som man er i færd med at sætte i stand, vil snart kunne formale korn. Hensigten er, at møllen skal blive fuldt funktionsdygtig og være en turistattraktion sammen med den smukke tidligere møllerbolig, der er opført i hvidkalket bindingsværk med sorte stolper og fast tag, som ligger i umiddelbar nærhed af møllen.

Møllen er åben for besøgende i skolernes sommerferie.

Adresse: Grønnegadevej 1 B, 4892 Kettinge

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig