Møn - historie

© Jens-Jørgen Frimand

Elmelunde Kirke set fra skibet mod øst. Kalkmalerierne er udført af Elmelundeværkstedet. Slyngede planteornamenter indrammer bibelske scener, der bl.a. viser de hellige tre konger, som bringer gaver til Jesusbarnet.

Af landsbykirkerne er Elmelunde Kirke fra ca. 1075 den ældste og bygget af bl.a. kridt og frådsten, mens teglstenskirkerne Keldby Kirke, Borre Kirke og Magleby Kirke er bygget i første halvdel af 1200-t.; Fanefjord Kirke er fra anden halvdel af 1200-t. Kirkerne i Keldby, Elmelunde og Fanefjord rummer nogle af Danmarks kendteste kalkmalerier. I 1743 blev Damsholte Sogn udskilt fra Stege Sogn, og Philip de Lange opførte Damsholte Kirke.

Kulturlandskabet bød på store forskelle mellem Øst- og Vestmøn. På Østmøn var der fra senmiddelalderen store landsbyer med trevangsbrug med udstrakte vangelag. I modsætning hertil havde Vestmøn uregelmæssige vangebrug, ligesom flere landsbyers marker var indbyrdes integrerede, hvilket tyder på en langt senere opdyrkning og bosættelse end på Østmøn.

Ved Borgsted nord for Fanefjord lå et større voldsted fra højmiddelalderen, som vidner om områdets store strategiske betydning, også ved voldstedets totale omdannelse til et militæranlæg under 1. Verdenskrig. Borre var købstad indtil 1500-t., da den fik det endelige knæk med lübeckernes afbrænding af den i 1510. Ved Spejlsby fandtes fra højmiddelalderen til 1607 et Sankt Jørgens Hospital.

I middelalderen var Møn ejet af flere adelige familier, hvis ejendomme blev erhvervet af kronen ved mageskifter 1572-1631, således at kongen blev den eneste jordejer, hvilket gjorde øen velegnet til administrative og økonomiske eksperimenter. 1664-84 var Møn pantsat til den hollandske rigmand Gabriel Marselis, og 1685-97 blev øen brugt som kvarter for Den Kgl. Hestgarde, hvis brutale chef Samuel Christoph von Plessen (1640-1704) tillige var amtmand.

© Henrik Schurmann

Danmark. Liselund Slot på Møn.

I 1769 blev Møn solgt af kronen ved en stor auktion, hvorved der blev oprettet tre nye store hovedgårde: Marienborg, Nordfeld og Klintholm samt to mindre hovedgårde: Liselund og Ålebækgård. Disse nye hovedgårde fik udlagt deres jord på bøndernes tidligere overdrev samt på udvalgte landsbymarker. Desuden dannedes to godser, som bønderne selv købte og drev i fællesskab.

Kort tid efter krongodssalget blev trevangsbruget omdannet til kobbelbrug (se dyrkningssystemer) med bevarelse af fællesskabet i en lang række landsbyer, men egentlig udskiftning og udflytning skete allerede i 1771 i Råbylille, Hårbølle og Vindebæk. Omkring 1800 fandt udskiftningen og udflytningen sted i de øvrige byer, men først i 1820 nåede udskiftningen til Nyord, og den blev effektiv i Koster og Sprove i 1822. Bønderne blev overalt selvejere midt i 1800-t. Anlæggelsen af Stege Sukkerfabrik i 1883 betød meget for dyrkningen af sukkerroer på egnen og dermed for befolkningsudviklingen.

Øen udgjorde 1968-2006 sammen med Nyord, Bogø, Farø og Lindholm Møn Kommune.