Ganløse Eged, Ganløse Eget, statsskov 6 km vest for Farum i Nordsjælland; 160 ha. Ganløse Eged, der har megen over 100 år gammel bøgeskov, omgives af velholdte stendiger. Med 10-20 m høje sydvendte skråninger strækker den sig ned i Bundså-tunneldalen; nordgrænsen dannes af Mølleådalen. I skoven findes stendysser og gamle hulveje; vandreblokken Myrestenen ligger i den sydøstlige del.