Rude Skov, 580 ha stor statsskov øst for Birkerød i Nordsjælland. Skoven er kendt for sine mange hundredårige bøge, der vokser i et meget bakket landskab med store skråninger ned til mose- eller vandfyldte lavninger.

Faktaboks

Etymologi
Ordet Rude Skov kendes i 1780 som Ruder Skov, af navnet på den forsvundne bebyggelse Rude, 1370-80 Rudhæ, identisk med glda. rutha 'rydning'.

Siden 1763 og især i slutningen af 1800-t. har man gennemført rationelt skovbrug i det bakkede terræn, der er en dødispræget randmoræne 40-91 m.o.h.; se Maglebjerg. I skovens østlige del ligger to mindre søer, Agersø og Løgsø. I nordvest findes en række tidligere karpedamme med dæmninger og kanaler samt Observatoriet for Rumforskning, der blev nedlagt i 1992. Store dele af skoven drives som naturskov, og mange af de tidligere søer og moser søges genoprettet; det er således sket med Store Stubbesø i 2006 og Rævesø i 2010.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig