Spodsbjerg, ca. 30 m høj moræneklint med det 9 m høje Spodsbjerg Fyr på kysten midtvejs mellem Hundested og Kikhavn ved østsiden af indsejlingen til Isefjord. Må ikke forveksles med færgebyen Spodsbjerg på østsiden af Langeland.

Takket være den høje klint har Spodsbjerg Fyr en flammehøjde på 40 m. Det første fyr, der blev opført i 1845, blev i 1865 afløst af et 5 m højt tårn med roterende spejlapparat.

Det nuværende tårn fra 1907 er forsynet med et vinkelfyr med fast linseapparat. Under besættelsen havde den tyske værnemagt et kystbatteri ved fyret. Det bestod af fire 12,5 cm skibskanoner med en skudvidde på 18 km. Bemandingen var på 100 mand, der var indkvarteret i barakker på stedet.

Nær fyret ligger et museum og en mindevarde for polarforskeren Knud Rasmussen.

I 1990'erne udførtes store kystsikringsarbejder for at stoppe havets erosion af klinten, der har klitter på toppen.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig