Strø Bjerge, (1682 Strøebierre, 1. led bebyggelsesnavnet Strø, 1192-1201 Strø, opr. usammensat navn på Havelse Å, identisk med subst. glda. *strø 'strøm'; 2. led -bjerg 'bakke'), 8 km lang og 300 m bred, velbevaret åsrække med en næsten konstant højde NV for Slangerup i Nordsjælland. Den ligger som en stor vold i landskabet og rejser sig 20-30 m over det lave terræn. Den største højde er 38 m.o.h. Åsene er aflejret af smeltevand fra SØ. Den første er det 4 km lange, rette Strø Bjerg, der midtvejs har en lille gennembrudsdal på tværs; dets nordlige del er udgravet, og her er en fiskesø. Derefter følger den krumme Lundebakke nord for Havelse Ås gennemløb, der fortsætter i Vibjerg til Ølsted, begge fredet i 1981. Åsene anvendes til græsning og planteavl; flere steder ses spor efter mindre gravninger i åsenes sider.
| Find Lydbøger hos Storytel | Find bøger på bogpriser.dk | Studiebøger på pensum.dk | E-bøger hos g.dk | ||||
Du kan bidrage til denne artikel. Log ind her
© Gyldendal 2009-2013 - Powered by MindTouch Deki