Gisseløre, lav strandvoldsodde (maks. 3 m.o.h.), der med sin længde på 1,5 km danner en naturlig mole vest for Kalundborg Havn. Kalundborg Radios lang- og mellembølgesendere, oprettet 1927 og 1952, ligger på odden. Gisseløre er opbygget af krumodder med sand og grus, som havet siden Litorinatiden har transporteret dertil fra Røsnæs' klinter. Sydspidsen vokser i dag mod øst. Gisseløre indgår i byreservatet Kalundborg Vildtreservat fra 1942.