Ringsted

Kirken er den eneste bevarede del af Ringsted Kloster og en af Danmarks ældste og fornemste romanske teglstensbygninger; den er opført fra 1160'erne som afløser for en frådstenskirke fra ca. 1080. Den treskibede kirke har tværskib med fire apsisprydede kapeller samt kor med apsis; midterskibets ribbehvælvinger er opført 1241-68, det svære tårn over korsskæringen i 1500-t.

Senere ombyggedes kirken, men førtes tilbage til sin oprindelige skikkelse ved en gennemgribende restaurering 1900-09 ved H.B. Storck. Kirken er helgenkirke for Knud Lavard, hvis jordiske rester flyttedes hertil i 1170, da også hans barnebarn Knud 6. blev kronet i kirken. De næste ca. 150 år var kirken kongehusets gravkirke, og bl.a. Valdemar 1. den Store, Valdemar 2. Sejr og dronning Dagmar samt Erik 4. Plovpenning blev bisat her.

De unggotiske kalkmalerier fra ca. 1300 viser i korsskæringen bl.a. mordet på Erik Plovpenning i 1250. Inventaret omfatter reliefsmykkede gotiske korstole, en fornem altertavle fra 1699 og en række gravminder, fx epitafium for Oluf Mouritzen Krognos (1535-73) foruden gravsten for samme og hustruen Anne Hardenberg samt messinggravpladen for Erik 6. Menved og dronning Ingeborg fra ca. 1325. Dagmarkorset er fundet i en af kirkens grave.

Klostret blev ifølge Roskildekrøniken stiftet af biskop Svend Nordmand. Muligvis blev det først efter en donation af Erik 2. Emune i 1135 omdannet til et regulært benediktinerkloster. Med helgenkåringen af Knud Lavard i 1170 og den efterfølgende brug af klosterkirken, Sankt Bendts Kirke, som kongelig gravkirke udvikledes stiftelsen til et rigt kloster.

Klosterbygningerne kendes kun sporadisk, men de synes sammen med kirken i nord at have dannet et firefløjet anlæg af store dimensioner og formentlig med yderligere bygninger mod syd. Hovedanlægget stod om end i ombygget stand indtil en storbrand i 1806.

I kraft af sin placering på et højtliggende sted midt på Sjælland var Ringsted øens sakrale og politiske centrum i århundrederne før og efter kristendommens indførelse i Danmark.

I førkristen tid var Ringsted formodentlig hjemsted for en fællessjællandsk kult samt måske for visse retsafgørelser foruden ifølge den norrøne digtning at være kongesæde. I 1000-t. kristnedes kultstedet, og her opførte Roskildes biskop Svend Nordmand ca. 1080 en stenkirke. I 1100-t. gjorde kong Valdemar 1. den Store kirken i Ringsted til et af kongerigets politiske centre som led i konsolideringen af sin slægtslinjes kongeværdighed.

Ved en højtidelig kirkefest i Sankt Bendts Kirke i 1170 sanktionerede ærkebiskop Eskil Valdemarernes krav på kongedømmet ved at skrinlægge de jordiske rester af kongens far, den helgenkårede Knud Lavard, ved højalteret og dernæst krone og salve kongens søn Knud 6. I middelalderen var Ringsted hjemsted for Landstinget for Sjælland, og danske konger hyldedes her indtil slutningen af 1500-t.

Ringsted var by allerede i 1000-t., men udviklingen fremmedes især efter benediktinerklostrets oprettelse 1135 og tilstrømningen af pilgrimme til Knud Lavards grav. Byens ældste kendte privilegier er fra 1441.

Økonomisk stagnerede byen mellem 1500 og 1800, bl.a. pga. klostrets ophævelse samt storbrande helt frem til 1806, men fra 1800-t.s midte kom et økonomisk opsving. Anlæggelsen af jernbanen til København og Korsør og siden til Køge og Næstved gjorde byen til et knudepunkt for den midtsjællandske handel. Samtidig kom flere store industrier til byen, bl.a. jernstøberi, maskinfabrik, andelsslagterier og andelsmejeri.