Karlebo Mølle er en ottekantet hollandsk vindmølle 6 km sydøst for Hillerød, opført i 1835 på tomten efter en samme år nedbrændt stubmølle fra 1723. Undermøllen er opført i kampesten, overmøllen i træ, beklædt med spån. Mølleriet ophørte i 1946, men det tilknyttede bageri og brødudsalg dog først i 1955. Neden for møllen lå i 1600-tallet en vandmølle, Bassebæk Mølle, som i 1820’erne blev erstattet af en hestemølle. Møllegården og hestemøllen brændte i 1906.

Karlebo Mølle blev sammen med Tibberup Mølle ved Espergærde som de første vindmøller i Danmark fredet i egen ret i 1950, hvilket betyder, at de ikke blev fredet som en del at et større anlæg, som fx Kastelsmøllen i København. Fredensborg Kommune ejer Karlebo Mølle, der fungerer som arbejdende møllemuseum.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig